Tag-arkiv: Divisionsturnering

Stor Skakweekend GrandPrix og Skive I – Nørresundby

Vi havde en travl skakweekend med GranPrix turnering i lørdags og Divisionsskak i Skive om søndagen. Billedet er fra GranPrixturneringen, hvor 23 deltagere spillede skak fra 10 til 16 kun afbrudt af en middagspause, hvor de fleste spiste rugbrød med flæskesteg.

Der var 23 deltagere og to grupper. Vinder Blev Peter Mikkelsen fra Skørping da han slog vores egen Jens Jørgen Christiansen. Ratingpræmien i Mesterklassen gik til Johan Stanislaus fra Aalborg.

I Basis klassen vandt vores egen Claus Christensen med suveræne 7 af 7. Kim Pors fra Aalborg blev nummer 2 og ratingpræmierne gik til Radoslaw Sroczynski og vores egen Peter Duun.

Arne Hove

Skive I – Nørresundby.

Det er ved at se skidt ud for vores gamle klub. Denne gang tabte vi til Skive I med 3½ – 4½

Vi var igen afbudsramt, men det var Skive også, de manglede oven i købet 3 af de 4 bedste!

Nå, det startede ellers fint, da Tommy på bræt 2 spillede hurtigt og sikkert og vandt med de sorte brikker i meget fin stil. Næsten samtidig vandt reserven Lars Nielsen sikkert på bræt 7 mod en meget højere rated modstander. Lars stillede brikkerne på fornuftige felter, og den sorte mand blev fuldstændig overspillet. Det var en fornøjelse at se på!

0-2 flot, men så begyndte fortrædelighederne.

På bræt 4 og 5 spillede Arne og Ole begge åbningen forkert (som jeg opfattede det) og begge tabte uden at få nogen former for modspil.

Per Grevlund stod tilsyneladende fantastisk ud af åbningen, men modstanderen forsvarede sig vist godt og man tog remis. Jeg ved ikke om efteranalysen viste nogen gevinst for Per.

Kewin havde en bonde mere og stod klart bedst. Da han tabte merbonden opstod et bondeslutspil hvor Kewin stod bedst. Modstanderen kunne let gå forkert (men det gjorde han først i efter analysen) og partiet blev remis!

Jeg havde lille fordel ud af åbningen, men spillede igen mærkeligt planløst og helt uden bid og måtte nøjes med remis.

Tilbage sad Formand Michael Bohnstedt, der var kaldt ind som reserve på 8. bræt. Den forventede score var 0,05. Michael kom fint ud af åbningen og stillede brikkerne fint op til en lige stilling. I midtspillet så han syner og tabte en bonde. Michael kæmpede længe, men forgæves, modstanderen konverterede pointet som sidste mand omkring kl. 17:00!

Altså samlet endnu et nederlag på 3½-4½.

I næste runde den 10 december venter det stærke hold fra Kjellerup. Vi har hjemmekamp.

Per Andreasen.

Skørping – Nørresundby

Divisionsturneringen for 23/24 er i gang. Sidste år rykkede vores 1. hold jo ned i 2.division og vi troede egentlig bunden var nået. Det er den sikkert ikke. Jeg er eneste spiller tilbage på holdet fra sidste år, og det tyder jo ikke godt.

Lad os kigge lidt på kampen, således som jeg så den undervejs. Der kan altså let være fejl i mine vurderinger, så referatet skal tages med alt muligt forbehold. Nederlagene først. Tommy og Arne blev reelt overspillet og som jeg så det fik ingen af dem chancer undervejs.

Kewin tabte til Davidsen, men det var i hvert tilfælde helt unødvendigt. I en lige stilling i slutspillet gik Kewin helt frivilligt ind i en dødelig binding og pludselig var partiet tabt.

Gottschalck tabte i vilde komplikationer. De første mange træk i partiet er set mange gange før, men det vidste spillerne ikke. Vores mand ofrede modigt en officer og på mange måder kunne han få remis ved evigskak. I de opståede komplikationer gik vores mand forkert og måtte ned.

Ole Madsen blev reelt overspillet af en stærk modstander, men op mod de 40 træk fik vores mand pludselig stærke trusler ind, og remis blev resultatet.

Jarl havde sin debut på divisionsholdet. Det blev et langt og spændende parti mod Bo Bøgh Lassen. Jeg var med i efteranalyserne, og det var tydeligt at begge spillere spillede et glimrende parti. Jarl havde vist chancerne i slutspillet, men da han overså en detalje måtte han kæmpe for remissen. Fint parti og en flot debut.

Jeg spillede en korrekt remis mod Peter Mikkelsen. Jeg troede han spillede en dårlig variant, men jeg er senere blevet klogere.

Lyspunktet var Michael Simonsens sejr over stærke Jørgen Jørgensen. Det var nu ikke retfærdigt. Michael var overspillet undervejs, men han blev ved med at skabe problemer for den stærke modstander og i tidnøden gik Jørgen galt og flere fejl efterfulgte hinanden. Vores eneste gevinst i matchen, flot Michael!

Nederlaget blev altså på 2½-5½ og det kan vi være bedst tilfredse med.

 

Per Andreasen.

5. runde i divisionsturneringen

Nørresundby – Silkeborg 4-4.

Af Per Andreasen

Der var lagt op til en lige match, og det blev det. Hvis nogen skulle have vundet, så var det Silkeborg. Jeg så jo kun lidt af det hele, så kommentarerne skal tages med alt mulig forbehold.

Efter ½ time så det fint ud, nogenlunde lige stillinger. Eddie og jeg pressede og stod vældig godt på bræt 4 og 2, men vores modstandere forsvarede sig godt. I resten af vores partier stod vi noget passivt.

Michael Simonsen på bræt 6 gav et par bønder for angreb, men der var vist ikke noget og han måtte ned. Til gengæld vandt Svend Pedersen et fint parti på bræt 3. Jeg var jo nærmeste tilskuer og jeg synes det så godt ud. Pirc´s forsvar med en stærk sort Springer på d4 og aktivt spil til Svend. Det blev konverteret til en sejr og den var nødvendig for holdet.

Min modstander forsvarede sig godt, og selv om jeg havde den frihed endnu engang at afslå et remistilbud, så blev det remis til sidst efter godt spil fra modstanderens side. Efter partiet var vi enige om, at jeg måtte have stået til gevinst på et eller andet tidspunkt, men det var altså ikke rigtigt!

Eddie kunne heller ikke vinde og måtte tage til takke med remis.

Bjarne spillede remis på bræt 1 med de sorte brikker mod stærke Per Knudsen, et godt resultat, og det så sikkert ud undervejs.

Jan spillede en hurtig remis på 8 bræt.

Børge havde de sorte brikker og forsvarede sig godt mod Michael Sørensen og de kom ud i et slutspil hvor Børge stod lidt under. Undervejs blev det værre og værre og Børge må vel have stået til tab på et tidspunkt. Remis var et flot resultat af den gamle mand, 87 år om et par måneder!

Jens Jørgen blev trillet baglæns i midtspillet mod Rene Toftgaard, og stod helt sikkert til tab efter ca. 2½ times spil. På en eller anden måde reddede han partiet til remis, jeg så desværre ikke lige hvordan.

Vi ligger stadig sidst i turneringen, og det kræver sejre i de 2 sidste runder for overlevelse i 1. division.

Aalborg 2 – Nørresundby 2: 5½ – 2½

Af Arne Hove

Aalborg havde opgivet deres hjemmebane så vi spillede på udebane i vores egne lokaler. Det var fint så kunne vi også følge med i førsteholdets kamp. Medens vi stillede brikker op nævnte Jens Jørgen, at han havde snuppet Jan Nielsen da Jørgen var blevet syg igen. Jeg måtte bekende, at jeg ikke havde set den mail han havde sendt og fik travlt med at finde en reserve. Heldigvis kunne Michael Bohnstedt stille op med meget kort varsel. Vi havde desuden Lasse med, som reserve for vores kampdommer Per Grevlund.

Vi havde en uheldig start da først Kristen så Flemming derefter Michael og dernæst Ole overså noget meget afgørende og måtte ned. Jeg havde taget en hurtig remis, men det så skidt ud for holdet. Tommy spillede sig til en remis mod Finn Vinther medens Lasse vandt sikkert. Tilbage sad Kewin og Johan Stanislaus og brugte en halvanden time ekstra på et kompliceret tårnslutspil, som endte remis. Med dette resultat beholdte vi vores sidsteplads. Mads Boe og Thomas Vestergård fra DSU’s hjemmeside tror på, at vi er sikre nedrykkere sammen med Skive 2.

4. runde af divisionsturneringen

Jetsmark – Nørresundby 6-2

Af Per Andreasen

Det var selvfølgelig ikke så godt at vi tabte 2-6 på udebane til Jetsmark. Resultatet forekom dog rimeligt, jeg kunne ikke se at vi på noget tidspunkt var tæt på at vinde noget parti. Jeg havde rigeligt at se til i mit eget parti, så derfor så jeg kun løseligt på de andre partier, hvorfor mine kommentarer skal tages med alt muligt forbehold.

Bjarne og Jens Jørgen var først færdige. 2 meget hurtige remisser og det var der ikke noget at sige til.

Eddie havde de sorte brikker mod meget stærke Henning Lau Rasmussen, en meget svær opgave. Også her blev det remis, et virkelig godt resultat. Michael kom hurtigt i et slutspil mod Lasse Luther og jeg synes det så skidt ud for vores mand. Remis blev det dog.

Børge blev reelt udspillet på bræt 7, men ok, tæt på 87 år, så må det være svært at holde dampen oppe. Også Tommy på bræt 8 havde en skidt dag og blev fejet af banen af unge Shanne Jacobsen rated 1435. Det ratingtal tror jeg nu ikke meget på, hun spillede da på et meget højere niveau. En kvindespiller vi sikkert kommer til at høre mere til.

Svend mødte på 3. bræt Jakob Rathlev, og det var mit indtryk, at Svend kom skidt fra åbningen. I slutspillet blev Svend presset tilbage på de første rækker, og jeg tror ikke han på noget tidspunkt fik en chance. Det var meget atypisk Svend, en off day.

På 2. bræt havde jeg de sorte mod stærke Andreas Wiwe. Jeg kom dog fint fra åbningen, og stillingen blev utroligt spændende da der var huller alle steder i begge stillinger. I tidnøden i en helt lige stilling lavede jeg (igen) en idiotisk fejl der tabte en kvalitet, og selv om stillingen var uklar, så fandt jeg ikke det bedste og måtte ned. Jeg kom (igen) lige fra arbejde, og mod slutningen af partiet var jeg helt baldret. En dårlig undskyldning, javel, men trods alt en undskyldning. Det gik i gamle dage, men den går ikke længere, jeg tror ikke fysikken er til det. For fremtiden holder jeg fri dagen (natten) før jeg skal spille divi kamp.

Efter partiet var Andreas og jeg uenige om, hvem der stod bedst undervejs. Andreas mente at han havde fordel, og det samme mente jeg. Vi væddede en stor fadøl på, hvem der havde ret. Computeren skulle lige konsulteres. Min modstanders konklusion var, at det var næsten lige hele vejen, skifter en anelse frem og tilbage. Til sidste skriver han meget venligt ”Tak for et fint og meget interessant parti”. Jeg skylder ham sikkert en (lille) fadøl.

Det er mindst 50 år siden at vi har haft så skidt en sæson. Vi ligger sidst i divisionen, og nedrykningen truer voldsomt. Jeg håber at vi har Jørgen Jørgensen tilbage i fin form til næste holdkamp.

Skive1 – Nørresundby 2 6-2

Af Arne Hove

Vi havde 2 afbud. Per Grevlund var taget på ferie og Tommy spillede som reserve på 1. holdet. Som erstatning havde vi Jan Petersen og Michael Bohnstedt med. De 4 øverste brætter blev spillet på live brætter, jeg ved dog ikke hvor man kan se dem. Flemming fik endelig point med en fin remis. Kewin spillede igen et fint parti og vandt et tårnslutspil med bonde i overvægt og Jan Petersen kæmpede sig til en remis. Mange af os stod fint men var uheldige til slut. Vi følte dog ikke, at vi var totalt nedspillet selv om vi tabte 6 -2. Vi holder vores sidsteplads og det bliver vanskeligt at beholde vores status som divisionshold.