Skakferie i Jugoslavien 1984

Af Eric Bentzen

Disse websider om skakferien i 1984 er baseret på et indlæg i Nørresundby Skakklubs klubblad, En Passant nr. 4, 1984. I teksten er der kun ubetydelige ændringer, og så er der tilføjet fotos.

I sommeren 1980 var et Nørresundbyhold på en uges skakferie i Jugoslavien, og i år gentog vi succesen: Fredag den 13.7.1984 tog 10 Nørresundbyspillere toget sydpå, og lørdag over middag ankom vi til Maribor i det nordligste Jugoslavien.

Forud for dette lå selvsagt en større planlægning og brevveksling med vores jugoslaviske værter. Programmet for vores ophold så således ud:

Lør.:    ankomst til Maribor
Søn.:   match mod ZSK Maribor
Man.:  match mod ZSK Maribor
Tir.:     ankomst til og match mod Domzale
Ons.:  bjergtur til Velika Planina
Tor.:   match mod nabobyen Kamnik
Fre.:   udflugt
Lør.:   hjemrejse

10 spillere udgjorde holdet:

Bent Sørensen, Jørgen Jørgensen, Eric Bentzen, Svend Pedersen, Erik Pedersen, Poul Erik Nørgaard, Tommy Nielsen, Bent Christensen samt Jesper Bojsen og Helle Pedersen som junior- og damespiller.

De seks var gengangere fra 1980, mens Jørgen, Tommy, Jesper og Helle var nye på ”Jugo-holdet”.

Maribor

Vi ankom lørdag den 14. juli til Maribor, hvor præsident Fiser, formanden for ZSK Maribor, tog imod os og sørgede for, at vi blev befordret standsmæssigt i taxi de ca. 400 meter til hotellet.

Der var træthed at spore efter den lange rejse, men samtidig en jublende følelse af endelig at være fremme, og vi gik ud for at se på byen.

Forfriskning på Heltenes Plads

Forfriskning på Heltenes Plads

Revolutionsmonumentet på Heltenes Plads

Revolutionsmonumentet på Heltenes Plads

Maribor ligger ikke mange kilometer fra grænsen til Østrig, og faktisk er det gammelt østrigsk område. Dengang stod der Marburg på landkortet. Indflydelsen fra Balkan er næsten ikke til at spore, før man hører sproget og smager på maden.

Der bor omkring 180.000 i Maribor, og af disse er ca. 1.000 organiserede skakspillere – imponerende når man tænker på Aalborg Skakrings ca. 200. Af de 12 klubber er vores vært og modstander, ZSK Maribor, den stærkeste (1. division).

Første match

Søndag morgen startede den første match. Vi burde nok være gået tidligere i seng, for som hold betragtet var det en mat indsats, og vi tabte 6-4.

B. Sørensen Supancic ½-½
J. Jørgensen Zupe 0-1
E. Bentzen Kajnih 0-1
S. Pedersen Cojhter 1-0
E. Pedersen Stavanja 1-0
P.E. Nørgaard Krumpovinih 0-1
T. Nielsen Savic ½-½
B. Christensen Mikunda ½-½
H. Pedersen Svarcer ½-½
J. Bojsen Vombek 0-1
4-6

Nederlaget blev ikke nemmere at sluge, ved at Fiser havde skrevet ”Nørresbundby” på resultattavlen.

Den positive overraskelse var Helle. Eller ”Helle Pedergent” som Fiser kaldte hende. Ingen havde vel anset hendes chancer for store mod de jugoslaviske damer, men minsandten om ikke hun fik bonde og gevinststilling!

Helle var nok den mest overraskede, og af bar frygt for at sætte det hele over styr skyndte hun sig at indhente tilladelse til at tilbyde remis. Der blev givet grønt lys, og Helle havde nær mistet armen.

Et diagram popper op, hvis du klikker på et teksttræk, og partiet kan gennemspilles med musen eller piletasterne.


Jeg ville gerne have bragt Bent Sørensens interessante remis mod Supancic, men medmindre Bent renskriver sin partiliste, er jeg bange for, at partiet er tabt for efterverdenen.

Svend vandt et fantastisk spændende parti med forvandlingsorgie, men han har ikke kunnet tage sig sammen til at udlevere endsige kommentere det.

Tid for korte bukser

Efter kampen strålede solen, og kaptajn Erik kunne meddele, at ”nu er det tid til de korte bukser drenge!”

Målet for eftermiddagens udflugt var Pohoje, et skisportssted nær byen, som nås med svævebane. Men der var koldt på toppen, og de som fulgte Eriks mode frøs med anstand. Dette nægtede de pure, men gåsehuden var ikke til at tage fejl af.

Dagens parti analyseres

Dagens parti analyseres

Blufærdigheden vandt en klar sejr, da et skrækkeligt uvejr tvang os indendørs – i Slovenien er der aldrig langt til en ”gostilna”.

Næste side: Sightseeing og 2. runde

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.