Af Eric Bentzen
I 1980 var et hold fra Nørresundby Skakklub i Slovenien, hvor vi spillede venskabskampe med lokale skakklubber.
Samme år handlede et nummer af klubbladet om turen, men det er nok de færreste, som har det nummer i dag. Jeg har nu, 40 år efter, lavet en web-udgave.
Nostalgi? Ja selvfølgelig, men også et bevaringsværdigt afsnit af klubbens historie.
Med web-sider er det også muligt at bringe billeder fra turen, hvilket vi ikke kunne i 1980, hvor bladet var maskinskrevet og fotokopieret. Farvebilleder har det med at blive rødere med årene, og det har jeg repareret efter fattig evne.
Partierne kan gennemspilles på skærmen – klik på et teksttræk, og et bræt popper op. Brug mus eller piletaster.
Teksten er næsten 100 % den originale. Jeg har rettet nogle få detaljer samt tilføjet underoverskrifter her og der for læsevenlighedens skyld. Nogle få steder har jeg indsat forklarende tekst i kantede parenteser [tekst].
1980 var i øvrigt året, hvor Jugoslaviens præsident Tito døde. Med Tito døde også landets sammenhængskraft, og der udbrød blodige krige på Balkan; men det er en anden historie.
Her følger historien fra 1980 …
I juli 1980 var 8 af klubbens medlemmer på en uges skakferie i Jugoslavien.
Ideen var egentlig ikke af ny dato; at sende et skakhold til Jugoslavien. Erik Pedersen havde ofte fortalt om sine ture med Randersfolkene til landet mellem Øst og Vest, om sol, skak, gæstfrihed, bjerge og sljivovitch.
Han fortalte også om jugo’ernes genvisit i Danmark med tegnsprog og italiensk salat på karrysild. Nej, det var ikke lysten, der manglede, og fra tid til anden blev der leget med tanken. Hvis nu …
Planerne tager form
I 1979 tager planerne form. Erik lufter ideen for Steen Juul Mortensen [daværende formand for DSU], og Steen, der har kontakterne fra tidligere ture, sender en officiel føler til Maribor skakklub.
Svaret er positivt: ZSK Maribor er villig til at spille en venskabskamp mod Nørresundby Skakklub og inviterer 12 mand i 2 dage.
Mens Steen korresponderer med ZSK Maribors præsident Fišer, forsøger vi i Nørresundby at samle spillere og får ret hurtigt 8 tilsagn. Maribor formidler kontakt til to andre klubber dernede, og turen begynder at ligge i faste rammer.

Foto-delingsmøde efter turen
På et sent tidspunkt må Steen desværre melde fra, og jagten går ind på to mesterspillere, så vi kan stille et 10-mandshold (og få en ordentlig rabat på togrejsen). I Nørrresundby er der imidlertid ikke flere, der vil med, så vi prøver andre klubber i Aalborg og Århus.
Bjarne Sønderstrup fra Aalborg Skakforening svarer hurtigt ja, men andre, som får tilbuddet, må sige fra af forskellige grunde.
Hektiske forberedelser sluger de sidste 14 dage. Der skal købes gaver til værtsklubberne og en lille ting til modstanderne, veksles penge, ordnes billetter o.m.a.
Næste side: Afrejse mod Slovenien