Af Eric Bentzen. Efter en artikel i klubbladet, En Passant, nr. 3. 1995.

I 1980 og 84 var et Nørresundbyhold på skakferie i Slovenien. Det var gode ture, og minderne blev ofte støvet af.

Egentlig ville vi gerne af sted igen, men var lidt bange for at slide på gæstfriheden. De sagde ganske vist i 84, at vi kunne komme igen hundrede gange, men alligevel …

Så startede urolighederne i 1991. Slovenien rev sig løs fra Jugoslavien. Det stilnede hurtigt af, og Slovenien blev selvstændig, men som alle ved i dag, blev fortsættelsen i Kroatien og Bosnien mindre fredelig. Tingene skulle lige ses an.

Erik skriver

Først under jubilæumsfesten i 94 talte vi alvor til Erik Pedersen: Nu skulle han altså prøve at skrive til Domzale, ellers måtte vi finde på noget andet. Tiden var moden.

Erik var skeptisk, men han skrev, og han fik svar: De ville gerne se os den første uge i juli! Stor var glæden og forventningerne; men så kom meddelelsen om Eriks svære sygdom.

Ville Erik kunne klare rejsen? Ville sygdommen give ham frist? Som alle ved, nåede han det ikke.

Nørgaard tager over

Poul Erik Nørgaard overtog korrespondancen. Det var tungt, for det var først og fremmet Erik, de kendte. Men vi fik et smukt brev tilbage, hvor de skrev, at nu, hvor Erik var borte, var det endnu vigtigere, at vi, der er tilbage, sås igen.

På de tidligere ture havde vi først mødt Maribor, og var dernæst rejst til Domzale. Maribor er en stor by og Domzale en forvokset landsby, men det var i Domzale, vi følte os hjemme, og det var der, vi skulle være denne gang.

Afrejse

Forberedelserne skred planmæssigt frem, og lørdag den 1. juli rejste vi.

Syv ud af ti var gengangere. Det siger noget om de tidligere tures succes, og det havde været otte af ti, hvis ikke Bent Sørensen letsindigt havde lovet konen en tur til Californien. Holdet var (med ratingtal i parentes):

• Eric Bentzen (2330), Bent Christensen (2180), Poul Erik Nørgaard (2118) og Svend Pedersen (2289). Det var veteranerne fra 1980 og 84.
• Jesper Bojsen (2050), Jørgen Jørgensen (2284) og Helle K. Pedersen (1504). Det var de øvede fra 1984.
• Per Andreasen (2344), Lars Jensen (2010) og Eddie Poulsen (2126). Det var novicerne.

Vi vidste af erfaring, at man dernede forventer en “leder”, og med sine tyskkundskaber og evne til at holde taler (såvel formelle som selskabelige) var Nørgaard selvskrevet som “Tur-præsident”. Jeg blev udnævnt til holdkaptajn, når det gjaldt skakken.

Togkapring?

På nær en enkelt episode forløb rejsen udramatisk. Søndag morgen var der planlagt ankomst til München kl. 7:17. Helle, Svend, Poul Erik og jeg tilbragte natten i én sovevogn, de andre i en anden.

Alle havde bestilt vækning tidligt – for tidligt, for toget var en halv times tid forsinket. Helle, Svend, PEN og jeg var ikke de første på perronens menneskemylder i München, men som tiden gik, steg bekymringen, da de øvrige seks ikke var at øjne.

Først troede vi, at de urutineret var benet i forvejen, før der var samling på tropperne, men da vi efter en god stund opdagede Per, fik vi forklaringen: De sidste fem var endnu i toget, som nu havde forladt banegården!

Per var blevet vækket af en “sengereder”, der blev meget forbløffet over at finde en passager. Per fik råbt til de andre, at det var nu, de skulle ud, og i samme øjeblik, han stod af toget, satte det i gang med det halve hold ombord!

Hvordan kunne det lade sig gøre? Jo, selvom der var en eventyrlig larm i toget, lå “drengene” og gassede sig i den tro, at så længe konduktøren ikke havde vækket dem, var der god tid!

Sovevognskonduktøren havde været emsig med kontrol mig her og ryg mig der, stå mig hist og sid mig pist, billet mig dit og pas mig dat: en karikatur af tysk “Ordnung muss sein”.

Han var effektiv til at hundse med passagererne; men da det kom til at passe sit arbejde med at vække folk på de bestilte tidspunkter og sikre sig, at alle var steget af toget, før det forlod endestationen, ja så kneb det med effektiviteten.

Nå, men vi kunne jo kun vente. Vi havde 5 timers ophold i München tilbage, og da jeg havde billetten, tog vi det roligt og bestilte morgenmad i en banegårdsrestaurant, hvorfra vi kunne overskue situationen.

Heldigvis var toget “blot” kørt ind på et sidespor, og en halv times tid senere kom det udrangerede hold sjoskende ind ad perronen efter en kilometerlang stroppetur på baneterrænet.

Videre til Ljubljana

Efter en spadseretur i München kunne vi rejse videre det sidste stykke til Ljubljana, hvor vi ankom kl. 19:40 efter ca. 30 timers rejse.

Her blev vi hjerteligt modtaget af folkene fra Domzale: Laznik, Vide og Draga, der straks kørte os de 14 km til Domzale, hvor vi blev indkvarteret på det nydelige Pension Tilja.

Derefter aftensmad på en nærliggende gostilna “Adam Ravbar”, hvor vi fik rigtig sulemad og hjemmebrygget øl. (Der var skam et rigtigt bryggeri i kælderen med rustfri ståltanke på rad og række).

For de tre novicer var det deres første møde med slovensk gæstfrihed, og for syv af os var det et hjerteligt gensyn med vennerne fra Domzale. Der var gået 11 år siden sidst, men det føltes som en uge.

“Vukovar”

Per, der har været FN-betjent i Vukovar (serbisk besat område i Kroatien), overraskede alle ved at tale glimrende serbokroatisk, som er meget lig slovensk. Det skulle blive os til stor nytte, da mange af de mennesker (f.eks. Draga), vi mødte, hverken var ferme til tysk eller engelsk, og inden længe fik Per øgenavnet “Vukovar”.

Jesper, der med sine 27 var selskabets yngste, fik noget uretfærdigt kælenavnet “Mommak”, der er slovensk for en ugift mordreng eller drengerøv.

Næste side: Kampen mod Domzale