Af Eric Bentzen

Bjergtur til Velika Planina (1666 m) stod på programmet onsdag.

Velika Planina har i århundreder fungeret som sæter, hvor man sætter køerne op i sommermånederne, men det er også et yndet udflugtsmål for de lokale. Vi, der havde været der før, så frem til naturoplevelsen og ikke mindst dåben af de tre novicer.

Før dåben skulle vi dog spadsere et stykke vej.

Pavla havde en kobjælde i hatten, og Vide udnævnte hende straks til “Führerkuhe”.

Målet var “hytten” for Domzales alpine klub. Her fik vi frokost, og der var også mulighed for at spille lyn.

Bjergdåben

Om bjergdåben virkelig er en lokal tradition, eller om den blev opfundet til de første skakspillere, der besøgte Domzale, er jeg usikker på, men den er i hvert fald morsom!

“Novicen” placerer sig stående foroverbøjet med hovedet i skødet på en siddende, og den derved eksponerede legemsdel trakteres med passende rap af veteranerne, og bagefter får offeret sig en ordentlig dram.

Per forsøgte at iføre sig beskyttende overtræksbukser, men de blev konfiskeret og smidt op på et tag. Det blev det helt store show.

Frokosten blev indtaget i det fri, og der manglede hverken vådt eller tørt. Over middag begyndte de lokale at skæve bekymret mod nabobjergene og lod forstå, at vi snart måtte bryde op, fordi der ville komme regn.

Det tog vi nu ikke så alvorligt, for hvad betyder lidt vand, når man har det godt? Men alle blev beordret i regntøjet, og den lange march tilbage begyndte. Det blev en tur, vi sent vil glemme.

Styrtregn og styrtløb

Det havde taget for lang tid at få styr på de uregerlige danskere, og vi var ikke kommet langt, før det begyndte at regne. Og det var ikke nogen mild dansk sommerbyge; det væltede ned i stride strømme, og vi gik i dobbelt forstand med hovedet i skyerne.

Turen var ikke ufarlig, for græsset var glat, og næsten alle prøvede ufrivilligt at sætte sig ned. Jeg forstod nu bedre, hvorfor Laznik havde medbragt skistave.

Et sted, hvor det gik stejlt nedad, ville Per kådt overhale Jørgen, men han fik for megen fart på og kunne ikke standse.

Hurtigere og hurtigere gik det, og som en menneskelig lavine på godt 100 kg drønede han nedad. Snart kunne benene ikke følge med, og i sidste øjeblik lykkedes det “Vukovar” at ændre kurs og torpedere en af de jernstolper, som bærer (bar?) skiliften.

Ifølge øjenvidner blev han slået flere meter tilbage, og standeren vibrerede som en stemmegaffel.

Dér lå Per. Med lukkede øjne. Helt stille. Helt flad. De tililende slovenere talte bekymret om helikopter, mens Jørgen (ifølge Bent) så ud til at vurdere behovet for en nødslagtning.

Men når man i dag kan se tilbage på situationen som (tragi)komisk, er det naturligvis kun fordi Per snart genvandt faconen og kom på benene uden større mén end en forslået værdighed.

Det kan dog meget vel være chokket og eftervirkningen af at tackle en stålkonstruktion, der gjorde, at Per kort efter trådte forkert og forvred sit ene knæ. Der gik dog nogle timer, før knæet for alvor hævede, og heldigvis var han i stand til at komme (kontrolleret) ned ved egen kraft.

Vi gik vel i en lille times tid, og alt, som ikke var absolut vandtæt emballeret, blev totalt gennemblødt. Således blev den ydre og indre væskebalance genoprettet.

Forrige side: Udflugt til Bled

Næste side: Ljubljana – skak med bjergben