Onsdag den 9. juli 1980

Erik vækkede os næsten humant i dag. Kl. 7 slap han lyset ind med blide ord og mineralvand.

Det kvikker op med en kop espresso på terrassen. Herfra er udsigten fantastisk. I dalen under os lyser de karakteristiske røde tegltage op mellem markerne, og bjergene omkring er dækket af skov og krat – Slovenien er et smukt land.

Vi er næsten kommet til os selv, da en bil bremser op foran hotellet, så gruset sprøjter, og ud springer en mand lige i armene på Erik. Det er Eriks gamle ven, Vide Vaupetish fra Domzale, og gensynsglæden er stor.

Det er et øjebliks sag for skælmen Vide at charmere os alle, og da vi sidder i bilerne, er Domzale-folkene allerede som gamle bekendte.

Det tager knap to timer at nå til Domzale, og før frokosten er der tid til lidt sightseeing.

Sightseeing i Domzale

Det ville være synd at kalde Domzale en køn by. Bebyggelsen er lav og ofte misligeholdt, og de få servicefunktioner er placeret langs hovedvejen til Ljubljana.

Byens største virksomhed er papirfabrikken, der beskæftiger en stor del af de 10.000 indbyggere, og hvor også de fleste af vore værter arbejder.

Vi fordriver tiden ved at sjoske rundt i byens nye supermarked. Det adskiller sig fra danske supermarkeder ved at skåne kunderne for muzak til fremme af købelysten.

Kampen

Kl. 16 starter kampen efter de højstemte taler om mellemfolkeligt samvirke og fredelig sameksistens – denne gang har Nørgaard fået engelsktalende tolk.

Ved at lade Svend og Erik bytte plads på holdet får Erik og Vide det maget, så de kan spille mod hinanden.

Men det er et træt Nørresundbyhold, der sætter sig til brætterne. Gårsdagens festligheder har sat sine spor, og vi er ikke rigtig sat op til kampen. De mange oplevelser og nye indtryk har mættet sindene, så selv udfaldet af et skakparti synes mindre betydningsfuldt.

Kølbæk får med de sorte brikker en meget trang stilling, men forsvarer sig sejt, og da han efter tidskontrollen accepterer et remistilbud, er stillingen udlignet.

Kai spillede mod caro-kan, men et eller andet sted må det have kikset, for pludselig falder stillingen sammen som et korthus.

Bent Sørensen slipper udmærket fra sin hollænder, men et par fingerfejl giver et tabt slutspil.

På de sidste 5 brætter var vi klart bedre – ingen tvivl om det. Bentzen får nemt bekvemt spil med sin philidor, og da modstanderen bruger oceaner af tid til ingen nytte, er dagens eneste gevinst nem at indkassere.

Svends modstander er også storforbruger af betænkningstid. Svend får opbygget en lovende angrebsstilling med sit patentstillads, men fejler og kommer i tabsfare.

Her kommer jugoslavens tidnød dog Svend til hjælp, og efter tidskontrollen kan Svend eksaminere i et remisslutspil, hvor modstanderen dog kan sin lektie.

Med de sorte kommer Nørgaard ind i en af sine yndlingsvarianter i fransk og får en dejlig stilling. Han finder imidlertid ikke den rigtige angrebsfortsættelse og bryder helt sammen i tidnøden.

Bent Christensens parti forløber uden dramatik af nogen art før slutspillet, hvor det lykkes ham at overse en klar remis. Træthed, træthed.

Bjarne gør en god figur i de indledende fægtninger og får gevinststilling. Desværre forsvarer modstanderen sig opfindsomt og får med Bjarnes hjælp fremtryllet et remisslutspil, hvor Bjarne i yderste tidnød bukker en officer.

Resultat: 6½-2½ til Domzale. Alt for lidt mod et hold der er svagere end Maribor.

Efter kampen er der selvfølgelig spisning, og vi kan skrive endnu et festmåltid med jugoslaviske specialiteter på vores kalorietabel.

Forrige side: Bjerglandsbyen Fram

Næste side: Drypstenshuler, bjergtur og hjemrejse