Torsdag den 10. juli 1980

Vide, Lorbek og Draga har taget fri fra arbejde for at ledsage os til Postojna, hvor vi skal se de berømte drypstenshuler. I en overfyldt bus skrumpler vi de 14 km til Ljubljana, hvor vi skifter til rutebil.

I Postojna ser vi for første gang andre turister. Grotterne er det helt store trækplaster, og den ene luksusbus efter den anden sejler ind og udspyr sin turistladning.

Vide har opdaget en fidus: Jugoslaver slipper billigere ind end turister, så vi ser alle umådeligt jugoslaviske ud, idet vi passerer billettørerne.

Et ”tivolitog” bringer os i rasendefart nedad og indad i bjerget. En forhistorisk flod har udhulet klippen og efterladt enorme sale, hvor snildt anbragte lamper fremhæver de smukkeste drypstensformationer.

Salene forbindes af tunneller, der sine steder tydeligvis er hugget og sprængt gennem klippen; men man har ikke fjernet mere end højst nødvendigt, og ustandseligt synes  loftet at fare mod én, så man uvilkårligt dukker hovedet.

Et par kilometer inde standser toget, og en guide fører os fra sal til sal, den ene mere betagende end den anden. Men koldt og vådt er der også, så trods alle indtryk er det nu befriende atter at se solens lys.

Ljubljana

Efter en kort frokost tager vi tilbage til Ljubljana. Varmen i rutebilen er ulidelig, men helt galt bliver det, da en gigtplaget olding bjæffer mod den åbne taglem. Sydpå behandler man sine ældre med respekt, og inden længe er heden så bedøvende, at de fleste blunder hen og først vågner 50 km senere i Ljubljana.

Her erstatter vi væsketabet og spenderer et par timer på sightseeing og køb af skakbøger.  Informator og Encyclopedien er halvt så dyre som i Danmark, så vi får andet end blot indtryk med.

Bjergtur

Fredag den 11. juli

Vi skal på bjergtur. Målet er papirfabrikkens hytte på Velica Planina (1666 m).

Fra bjergets fod befordres vi i svævebane højt, højt op. Det er ikke uden beklemthed, man skæver ned i dybet, og der spøges med James Bond, der jo foretrækker at slås på taget af disse gondoler. Enhver sin lyst.

Nær toppen går det videre med skilift, dvs. et træsæde som man adræt springer på i farten. Der sidder vi så 10-30 meter over jorden og nyder udsigten, mens det begynder at smådryppe.

Nabobjergets top er helt indhyllet i sorte skyer, og tordenen ruller frem og tilbage mellem bjergene. Dette er ikke et dansk kolonihaveuvejr, men vi når heldigvis hytten, inden det for alvor bryder løs over vore hoveder.

Vide og Lorbek har medbragt mad og vin, men inden bordets glæder er der et ritual, som ikke kan omgås: Vi skal modtage bjergdåben.

Bjergdåben

Vi, der ikke har været på bjerget før, må efter tur indtage en uværdig stilling, så en vis legemsdel frembyder det bedst mulige mål for håndfaste klap, der leveres af Erik, Vide, Lorbek, Milic og Supancic. Som et plaster på såret får den nydøbte en ordentlig dram af den bedste hjemmebrændte sljivovitch.

Frokost i hytten og bjergtale

Lorbek og Vide tilbereder et delikat måltid, hvortil serveres en glimrende rødvin, som Vide af transporthensyn har ”dekanteret” på 5-liters dunke.

Således lykkes det os at blive godt fugtige i ly for uvejret; men tordenbyger får en ende, og uden for hytten fordeler Vide ceremonielt de sidste dråber.

Nørgaard springer op på bordet i det grønne og holder sin sidste og mest inspirerede tale på turen, og således kan ”de fire sidste Nørresundbyklubnåle i verden” overrækkes vore venner på passende vis.

Grebet af øjeblikkets højtidelighed bliver der taget et halvt dusin gruppebilleder, hvorpå vi begiver os ned ad bjerget mere glidende end gående på det regnvåde græs.

Men ned kommer vi, og vi inviterer vore venner til en afskedsfest på hotellet. En invitation de modtager efter megen nøden, og det bliver en uforglemmelig aften.

Hjemrejse

Lørdag den 12. juli

Om morgenen ordner vi de sidste indkøb, hvorpå det er tiden for en sørgmunter afsked med Jugoslavien og vennerne. Lorbek ser til, at vi kommer på toget i Ljubljana. Hjemrejsen er begyndt.

Det synes som en evighed siden vi forlod Danmark. Så rig på oplevelser har turen været, og så intenst har vi levet, at tidsfornemmelsen er ude af normale proportioner.

Hjemrejsen synes kortere end udturen. Vi er blevet svejset sammen som gruppe, og samtalestof er der i overflod – ”jamen, kan du så huske da …?”

Men det er alligevel en oplevelse, da vi søndag morgen køber fredags-Politiken i Hamborg og kan læse om de hjemlige begivenheder.

Og ubeskrivelig er den følelse, man har ved at passere Danmarks grænse uden at se så meget som skyggen af en tolder.

Og utallige er de slag whist vi når, inden det lyder over højttaleren: ”Om få minutter ankommer toget til Aaardén,” og …

Søndag den 13. juli kl. 16:47 står vi igen på Aalborg banegård med kufferter, gaver, lidt at stå imod med fra rejsen og parate til at gentage turen næste uge.

Forrige side: Domzale