4. runde af divisionsturneringen

Jetsmark – Nørresundby 6-2

Af Per Andreasen

Det var selvfølgelig ikke så godt at vi tabte 2-6 på udebane til Jetsmark. Resultatet forekom dog rimeligt, jeg kunne ikke se at vi på noget tidspunkt var tæt på at vinde noget parti. Jeg havde rigeligt at se til i mit eget parti, så derfor så jeg kun løseligt på de andre partier, hvorfor mine kommentarer skal tages med alt muligt forbehold.

Bjarne og Jens Jørgen var først færdige. 2 meget hurtige remisser og det var der ikke noget at sige til.

Eddie havde de sorte brikker mod meget stærke Henning Lau Rasmussen, en meget svær opgave. Også her blev det remis, et virkelig godt resultat. Michael kom hurtigt i et slutspil mod Lasse Luther og jeg synes det så skidt ud for vores mand. Remis blev det dog.

Børge blev reelt udspillet på bræt 7, men ok, tæt på 87 år, så må det være svært at holde dampen oppe. Også Tommy på bræt 8 havde en skidt dag og blev fejet af banen af unge Shanne Jacobsen rated 1435. Det ratingtal tror jeg nu ikke meget på, hun spillede da på et meget højere niveau. En kvindespiller vi sikkert kommer til at høre mere til.

Svend mødte på 3. bræt Jakob Rathlev, og det var mit indtryk, at Svend kom skidt fra åbningen. I slutspillet blev Svend presset tilbage på de første rækker, og jeg tror ikke han på noget tidspunkt fik en chance. Det var meget atypisk Svend, en off day.

På 2. bræt havde jeg de sorte mod stærke Andreas Wiwe. Jeg kom dog fint fra åbningen, og stillingen blev utroligt spændende da der var huller alle steder i begge stillinger. I tidnøden i en helt lige stilling lavede jeg (igen) en idiotisk fejl der tabte en kvalitet, og selv om stillingen var uklar, så fandt jeg ikke det bedste og måtte ned. Jeg kom (igen) lige fra arbejde, og mod slutningen af partiet var jeg helt baldret. En dårlig undskyldning, javel, men trods alt en undskyldning. Det gik i gamle dage, men den går ikke længere, jeg tror ikke fysikken er til det. For fremtiden holder jeg fri dagen (natten) før jeg skal spille divi kamp.

Efter partiet var Andreas og jeg uenige om, hvem der stod bedst undervejs. Andreas mente at han havde fordel, og det samme mente jeg. Vi væddede en stor fadøl på, hvem der havde ret. Computeren skulle lige konsulteres. Min modstanders konklusion var, at det var næsten lige hele vejen, skifter en anelse frem og tilbage. Til sidste skriver han meget venligt ”Tak for et fint og meget interessant parti”. Jeg skylder ham sikkert en (lille) fadøl.

Det er mindst 50 år siden at vi har haft så skidt en sæson. Vi ligger sidst i divisionen, og nedrykningen truer voldsomt. Jeg håber at vi har Jørgen Jørgensen tilbage i fin form til næste holdkamp.

Skive1 – Nørresundby 2 6-2

Af Arne Hove

Vi havde 2 afbud. Per Grevlund var taget på ferie og Tommy spillede som reserve på 1. holdet. Som erstatning havde vi Jan Petersen og Michael Bohnstedt med. De 4 øverste brætter blev spillet på live brætter, jeg ved dog ikke hvor man kan se dem. Flemming fik endelig point med en fin remis. Kewin spillede igen et fint parti og vandt et tårnslutspil med bonde i overvægt og Jan Petersen kæmpede sig til en remis. Mange af os stod fint men var uheldige til slut. Vi følte dog ikke, at vi var totalt nedspillet selv om vi tabte 6 -2. Vi holder vores sidsteplads og det bliver vanskeligt at beholde vores status som divisionshold.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.