Viborg – Nørresundby 4-4

Af Per Andreasen

I første runde af divisionsturneringen mødte vi Viborg Skakklub. Vi var klare favoritter på de fleste brætter, og slutresultatet var derfor en sløj omgang. Vi fortjente dog ikke bedre.

På 1. bræt mødte jeg Allan Holst. Jeg følte undervejs at jeg blev udspillet, også selvom maskinen det meste af vejen mente at jeg stod udmærket. Jeg forstod i hvert tilfælde ikke stillingen lige så godt som Allan og tabte fortjent. Bjarne Hansen tabte til en velspillende Jes Harholm, Bjarne kom aldrig ind i partiet. Det var sløvt i toppen denne søndag i Viborg.

Først færdig var Jens Jørgen der med sort spillede en kort og korrekt remis mod ikke uefne Thomas Højbjerg.

Børge tabte desværre på 8. bræt mod Mikael Bach. Børge vandt ellers en bonde ud af åbningen, men han byttede derefter de forkerte brikker og modstanderen fik klar kompensation for bonden. Derefter blev det kun værre og værre. Modstanderen spillede i dette parti langt bedre end hans forholdsvis lave ratingtal kunne antyde.

Eddie vandt over Bjarne Rye Nielsen. Det var noget rod, og undervejs var jeg noget nervøs for Eddies stilling. Eddie mente dog efter partiet, at han havde styr på det undervejs. Jeg tvivler 😉

Svend vandt i fin stil over en anden veteran, Søren Ejdum. Det så lige ud det meste af vejen, men Svends større spillestyrke slog efterhånden igennem. Jørgen Jørgensen vandt stensikkert med de sorte brikker over Martin Høj Hansen. Der var bare klasseforskel.

Sidst færdig var debutanten på vores hold, den nyslåede Danmarksmester for kvinder, Ellen Kakulidis. Hun mødte stærke Claus Rossen. Ellen udspillede modstanderen fuldstændigt, og som jeg så det, så kunne hun have vundet på adskillige måder. I stedet for at holde presset i en helt overvældende stilling, så tog Ellen materiale, men herefter fik Rossen stabiliseret stillingen og holdt remis ved præcist spil. Meget ærgerligt for Ellen og holdet, men en spillemæssigt glimrende debut på det svære 3. bræt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.