Af Ole Rysgård Madsen

Anden runde i holdturneringen foregik for A-holdets vedkommende på hjemmebane. Vi drog dog ikke fordel af ”hjemmebanen”, idet vi ”kun” fik 2 ½ points mod Aars II. Det var ca. ½ point under forventet, og med 6 points for 2 kampe ligger vi nu på en delt førsteplads i gruppen.

Lidt om kampene:

Johnny på 4. bræt var igen først færdig. Ud fra ratingtallene var han favorit, og han stod da også snart klart bedst. Johnnys modstander spillede alligevel videre, også efter at Johnny havde høstet en officer sent i spillet – aarsspilleren skulle jo alligevel vente for at køre med de andre hjem! Resultatet var der dog ikke tvivl om.

Dernæst blev Kewin færdig, desværre med dårligt resultat. Kewin havde misforstået og troende ikke, han skulle spille – han havde jo været reserve for førsteholdet tidligere på ugen. Men nu må man jo godt spille for 2 hold i samme runde, så vi fik ringet til ham og han mødte op, men kostbar tid på klokken var gået til ingenting, og  de hvide brikker blev ikke til fordel for ham. Længe så det ret lige ud, men i slutspillet stod modstanderen lidt bedre, og Kewin ville miste en bonde. Der var ikke tid til at regne efter en ekstra gang, og pludselig var det en officer, der manglede. Kewin kunne opgive.

Jeg spillede sort denne gang og besvarede modstanderens ”d4” med Grünfeld. Det kendte han tydeligvis ikke så meget til og gik med en forkert plan. Hurtigt mistede han en bonde – og lidt senere måtte han ofre en kvalitet for at afværge farlige trusler mod kongen. Herefter var der egentlig ikke tvivl om resultatet, selv om han forsøgte sig med lidt modspil på dronningfløjen. Hans problem var det klassiske, at en springer dårligt kan klare opgaver på begge fløje af brættet samtidig!

Athanasios var denne gang sidst færdig. Med sort spillede han dragevarianten i siciliansk og med modsatrettede rokader var der lagt i ”kakkelovnen”. Ved dynamisk spil og et velanbragt bondeoffer fik vores mand en aktiv stilling med farlige trusler mod modstanderens kongestilling, og vi ventede kun på det afgørende ”øksehug”. Det kom dog aldrig. Modstanderen Niels Pedersen spillede forsvaret solidt, og det blev remis, efter at Athanasios havde set, at en halv ville være nok til at vinde den samlede match. Selv om der nok også var fordel i slutstillingen, var det en fornuftig beslutning, når man ikke kan se gevinsten og risikerer at miste momentum i en skarp stilling.