Tirsdag den 8. juli 1980

En episode sætter kolorit på afrejsen fra Maribor. Vi skal videre til Fram, en landsby i oplandet, og skal standsmæssigt befordres i privatbiler; men en af chaufførerne har åbenbart parkeret ulovligt, for alt imens vi tager afsked og hilser på vore nye værter, har to betjente fattet interesse for den unge mand bag rattet.

Bedst som de er i færd med at notere, iler præsident Fišer til. Der forklares og gestikuleres i retning af danskerne, og efter nogen tid vendes situationen til smil og håndtryk.

En kort køretur bringer os til Fram, et smørhul af en landsby omgivet af bjerge og vingrønne skråninger. Af de ca. 3.000 indbyggere, får vi at vide, har skakklubben 70 medlemmer. Det siger noget om jugoslavernes skakinteresse.

Mirkos bil

Tre af os kører med Mirko, der i mangel af officiel titel kalder sig ”teknisk leder”. Ad stejle hårnålesving går det i halsbrækkende fart.

Mirkos bil er af ubestemmelig race, og ivrigt gestikulerende fortæller han, idet han høfligt ser mere på os end vejen, at vidunderet har gået en bagatel af 300.000 kilometer, og at det er blevet vasket to gange, sidst for resten til stor undren for hans gamle mor fordi vi skulle komme osv. osv.

Vi lader os underholde, men tankerne er snarere bag det næste sving og i afgrunden til højre, mens Mirko fortæller, at han til daglig bruger bilen som traktor, og betror os, at kun han er fortrolig med dens luner, hvorfor han da heller ikke tør betro rattet til andre.

Vi synes nu nok, at roret kunne fortjene lidt opmærksomhed efter alle de år, men fænomenet kender åbenbart selv vejen, for snart er vi ved hotellet, der som en østrigsk idyl byder sig til med svalegang og vid udsigt over det smukke landskab.

Forfriskning på en bondegård

Vi får dog knap tid til at beundre de lækre værelser, før vi skal videre. Der er et par timer til frokost, så hvorfor ikke spadsere en tur til en nærliggende bondegård, hvor de driver udskænkningsvirksomhed, og få en forfriskning, og hvad huset nu kan byde på?

Det synes alle lyder tiltalende. Det er en varm dag – og så lugter det jo lidt af folklore.
Lykkeligt uvidende, om hvad der venter, bænkes vi ved et solidt plankebord i skyggen af valnøddetræerne, og Mirko finder bondekonen, der beredvilligt disker op.

Et overdådigt opbud af den lokale drue bliver os budt. Jugoslavernes gæstfrihed kender ingen grænser, men mon ikke den her var iblandet en drilsk bagtanke?

Fram’erne var jo ikke uvidende om vores kamp mod det langt stærkere Maribor-hold. I alt fald blev det en formidabelt festlig forfriskning.

Skakmatchen

Kl. 16 starter så den ulige kamp mod et sobert jugoslavisk hold.

Erik klarer hurtigt en ”præsident-remis” mod Mirko, og ikke længe efter får Kølbæk remis mod Frams præsident (der for øvrigt lignede Bent Larsen ganske utroligt).

Men så går det også slag i slag. Partiernes kvalitet taler for sig selv – aldrig har et Nørresundbyhold spillet en så spirituel gang skak. Det var ikke nogen fair match. Vi vandt 8-1.

Afslutningsfest

Vore venner tager dog nederlaget med godt humør, og mens vi får aperitifer før soupéen, spøger Mirko med deres lumske anslag, hvor resultatet, men ikke virkningen udeblev.

Vi bydes til bords med Frams borgmester, vore modstandere og andre medlemmer til et sandt festmåltid, og da talerne (atter Nørgaard på slap line) er overstået, når lystigheden uanede højder.

Forrige side: Rundvisning i Maribor og 2. runde

Næste side: Domzale