Fredag den 4. juli 1980

Endelig samles vi kl. 12 på Aalborg banegård med kufferter, afskedsvinkere, gaver og lidt at stå imod med til rejsen.

Ni mand udgør holdet: Jens Kølbæk, Kai Bjerring, Bent Sørensen, Svend Pedersen, Eric Bentzen, Erik Pedersen (der udnævnes til ”præsident” grundet sine tidligere ture til Jugoslavien og erfaring som holdkaptajn), Poul Erik Nørgaard, Bent Christensen og Bjarne Sønderstrup.

Vi lejrer os i to kupéer, rygere og ikke-rygere. Erik beretter overdådigt om, hvad der venter os, og Bent Sørensen mere beskedent om sine meritter i Politiken Cup.

Men i Horsens går den ikke længere; frem kommer magnetskakken, og Svend, Nørgaard, Erik og Bentzen udpønser følgende træk, og brættet overrækkes til ikke-rygerne ledsaget af en passende provokation.

Klik på et teksttræk, og et diagram popper op. Gennemspil med musen eller piletasterne.

Ikke remis endnu – hængeparti!

Hamborg

Her er et par timers ophold, så vi tager hængeparti og udser os et sted, hvor vi kan pleje sult og tørst.

Da tiden nærmer sig for München-afgangen, er der nær udbrudt panik:

Bent Christensens garderobeboks er gået i baglås. Vi bakser med låsen, men uden held. Toget går snart, tiden er knap, så Svend og Nørgaard i løb, kaprer en funktionær, der med en supernøgle klarer sagen i et snuptag. Kommer du til Hamborg, så tag dig i agt for boks nr. 428!

Alle ånder lettet op, og netop som toget ruller ind, finder vi perronen og bener i kamp mod tiden for at finde vores vognnummer, men vognen er der ikke!

Det lykkes os at holde sammen på tropperne trods menneskemylder, og et øjeblik er alt forvirring, indtil Erik får oplyst, at der skam går to tog mod München. Snart triller det rigtige ind, og vi får os installeret i sovevognskupéerne.

Rejsens sidste etape

Lørdag den 5. juli

Efter morgenkaffen er der forsinket afgang mod Salzburg. Toget skal helt til Athen og venter med sydlandsk tålmodighed – til stor glæde for et par familier, der efter bagagen at dømme skal forsyne hele landsbyen hjemme med vaskepulver, gyngeheste og andre germanske forbrugsgoder.

Men omsider sættes dampen op mod Salzburg. De sydlandske familier holder skovtur på kupégulvene, og vi genoptager kupéskakken i en duft af fremmedartede krydderier.

I Jugoslavien

Vi har nu passeret den jugoslaviske grænse, men må se i øjnene, at vi ikke når den planlagte forbindelse fra Zidani Most til Maribor.

I øvrigt er det heldigt, at vi overhovedet kommer af i Zidani Most. I togene sydpå må man selv finde ud af, hvornår man skal af; der er ingen venlig stemme, som oplyser, at ”om få minutter er toget i Aaardén”.

Da toget gør holdt et sted, som vi mistænker for at være Zidani Most, men hvor der intet er at se ud over svellerne og en lodret klippevæg, tager Bjarne mod til sig og springer ned på sporet, hvor han øjner stationen længere fremme.

Vi kommer alle ud og maler skærver de 300 meter hen til stationsbygningen. Der er en time til næste forbindelse, så vi lejrer os i restauranten, hvor Tito i glas og ramme med sørgebånd gør os klart, at nu er vi for alvor i ”Jugo”. [Tito døde i 1980]

Ankomst til Maribor

Som de ventende jugoslaver tager vi nu forsinkelser med knusende ro, men når efter 30 timers rejse omsider til Maribor, hvor vi modtages af præsident Fišer.

På hotellet er der dækket op, og vi går straks til bords. Af de oplysninger, vi aflokker jugoslaverne, kan vi stykke sammen, at ZSK Maribor sidst placerede sig som nr. 8 af 10 i den jugoslaviske 1. division, og at de mønstrer spillere som GM Parma, IM Musil, Puc og flere respektindgydende navne.

På en kort aftentur erfarer vi, at værtshusene lukker kl. 22, så vi tørner tidligt ind.

Forrige side: Skaktur til Slovenien

Næste side: Matchen mod Maribor