Skak-OL i Bled 2002

Af Eric Bentzen. Fotos: Henrik Kaysfeld og Eric Bentzen

OL-ringe

Fra den 2. til den 9. november 2002 var 12 skakspillere fra Nørresundby og Nordre (Aarhus) i Slovenien for som turister at opleve skakolympiaden i Bled på nært hold.

Det blev en fin tur. Bled og omegn er meget smuk, og selvom tilskuerforholdene lod noget tilbage at ønske, var atmosfæren tyk af skak.

Udendørsskak

Udendørsskak i Bled. Fra venstre: Per Holst, Poul Erik, Helle, Jens Jørgen og Eddie

Helt præcist bestod rejseselskabet af 10 fra Nørresundby Skakklub og 2 fra Nordre Skakklub:

Per Andreasen, Eric Bentzen, Jens Jørgen Christiansen, Jørgen Jørgensen, Henrik Kaysfeld, Helle K. Pedersen, Svend Pedersen, Eddie Poulsen, Bent Sørensen, Henrik Willumsen og Per Holst samt Poul Erik Nielsen fra Nordre.

Vi ankom søndag aften den 3. november efter en lang togrejse. Da havde spillerne allerede været i ilden en uges tid. Partierne startede hver dag kl. 14:30, så forinden var der tid til at se sig om.

Bled er en lille by med ca. 5000 faste indbyggere og har i mange år været et yndet turistmål. Byen ligger ved en lille sø omkranset af bjerge, og hvor man end vender sig, er der postkortmotiver.

Bled set fra oven

Bled set fra oven

Turistmæssigt er november klart lavsæson, men under OL stod alt i skakkens tegn. Spillere, officials og pressefolk fra hele verden med “hundetegn” om halsen satte deres tydelige præg på bybilledet.

Enhver forretning med respekt for sig selv havde skak i vinduerne, og på caféer og restauranter så man billeder og tegninger fra tidligere skakturneringer i Bled.

Turistoplevelser

Før partierne startede 14:30, var der tid til at se sig omkring.

Bled

Bled

Mandag besøgte vi det gamle slot, som knejser på en klippe højt over søen. Onsdag tog vi på en forfrossen sejltur på søen ud til den lille ø med kirken, og torsdag var nogle af os på heldagsudflugt til drypstenshulerne i Postojna, godt 100 km sydvest for Bled.

Tilskuerforholdene

Tilskuerforholdene var ikke gode, men det skal retfærdigvis siges, at de var væsentligt bedre end ved OL på Mallorca to år senere.

I Bled blev der spillet i byens sportshal, og almindelige dødelige havde ikke adgang til boldbanen, hvor spillerne sad.

Boldbanen

Boldbanen

End ikke de spillere, som sad over, måtte betræde dette område. Så som tilskuer måtte man tage til takke med tribunerne, hvor man kunne se alle spillerne oppefra og følge udvalgte partier på elektroniske demobrætter.

Tilskuerteltet

Alternativt, og det benyttede vi os meget af, kunne man tilbringe tiden i tilskuerteltet ved siden af hallen. Her var boder med skaksager, et elektronisk demobræt med 4 partier og ikke mindst udskænkning af fadøl til en overkommelig pris af godt 12 kr. for en halv liter. Helstegt pattegris kunne man også få.

Tilskuerteltet

Tilskuerteltet

Her kunne vi følge og højlydt diskutere partierne, og det var ganske underholdende. Varmt var der nu ikke, så med mellemrum gik man en tur ind i spillesalen for at få varmen.

Den gode kro

Allerede mandag til frokost fandt nogle ret tilfældigt frem til Gostilna pri Planincu, det spisested vi frekventerede fast under hele opholdet. Her var maden god, rigelig (meget rigelig!) og meget billig. Samtidig var betjeningen venlig og professionel, og stedet anbefales hermed på det varmeste.

Gostilna Pri Planincu

Gostilna Pri Planincu

Flere i selskabet drev det så vidt som at spise her to gange om dagen. “pri Planincu” betyder noget i retning af “hos bjergbestigeren”.

Lørdag morgen den 9. november satte vi kursen hjem.

Togskifte i Villach

Togskifte i Villach. Fra venstre: Henrik K., Per A., Eddie, Svend og Jens Jørgen.

En kedelig og grotesk historie kom næsten til at overskygge de danske holds præstationer på brættet. Jeg tænker på episoden mellem de danske holdledere, hvor den ene beskyldte den anden for voldeligt overfald.

Det førte til politisag, retsmøder og endelig begges udtrædelse af FU. Om der skete det ene eller det andet opklares eller bevises næppe nogensinde, og Per Andreasens redegørelse, “Fra Ringside”, kan læses her.

Næste side: Bled, slottet og søen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.