Kategoriarkiv: 3. holdet

Nørresundby 2 – Nørresundby 3.

Da andetholdet kiksede oprykningen sidste sæson, mens tredjeholdet til gengæld på overbevisende vis rykkede op i A-rækken, er begge hold i denne sæson placeret i A-rækken.
Dette betød også, at der i første runde var dekreteret internt opgør – som det sig hør og bør for at undgå enhver mistanke om aftalt spil. Så andetholdet havde hjemmebane og kunne byde velkommen til en række MEGET kendte modstandere.
Kampens resultat viser nu også, at der bestemt ikke kunne aftales noget her! Faktisk var de fleste af 3. holdets spillere slet ikke til at tale med, og resultatet 2 – 2 (forventet 2 ½ til 2. holdet) kunne der ikke siges noget til. Det blev en meget jævnbyrdig match.
De enkelte kampe:
Først færdig var Lars Nielsen, der havde sort mod Arne Hove. Lars fik overhovedet ikke noget imod Arnes standardopstilling, og efter at han for at få initiativ havde forsøgt sig med at flytte bønderne omkring sin konge fremad kunne han til sidst være godt tilfreds med at holde remis.
Dernæst tilbød min modstander (Bent Kiel) remis, efter at det var lykkedes ham at få de fleste officerer byttet af. Igen: Jeg havde de sorte og stod ikke bedre end Bent, så jeg overvejede kort situationen og tog så imod tilbuddet om fredsslutning. På dette tidspunkt så det godt ud i begge vores holds hvide partier, så det skete med en vis fortrøstning.
Desværre havde Rune ikke en heldig hånd i sit parti mod Bent Christensen – et parti, der blev præget af store fejl fra begge sider.
Allerede i åbningen vandt Rune to lette officerer for et tårn, og det kunne vindes på flere måder. Men han spillede brikkerne forkert ud, hans brikker kom at stå i vejen for hinanden, og pludselig vandt Bent både materiale og havde et kraftigt kongeangreb. Nu var det ham, der stod til gevinst.
Men partiet var endnu ikke færdigt. Bent satte et tårn i slag, og Rune havde endnu engang chancen – i alt fald for en remis. Men igen spillede han ikke det bedste, og Bents fornyede mattrusler førte til et tårnslutspil med 3 ekstra bønder til Bent. Og selv om han klattede en fjern fribonde væk, og Rune sprællede det bedste han havde lært, var der nu ikke tvivl om resultatet – Rune måtte ned.
Sidst færdig var Salomon Mathiassen. Salomon spillede et solidt parti mod Kristen Jensen, og da Kristen forsøgte sig med et tilsyneladende chancerigt springeroffer mod Salomons kongestilling, holdt Salomon hovedet koldt, og han brugte til sidst sin ekstra officer til at dominere Kristens stilling og nærmest mase ham ud af banen. Dermed var vores eneste sejr i hus – og resultatet 2 – 2.

Aalborg 8 – Nørresundby 3

Vi spillede sidste runde mod Aalborg 8 sammen med det store finalestævne i Mesterrækken.

Vi havde vundet B-klassen og kunne spille uden nerver. Igen stillede vi med fuldt hold. Vores forventede score var 3½-½.

For første gang var jeg først færdig, min modstander Lars Lytzen byttede begge sine løbere ud med mine springere i et åbent slutspild og kom under et massivt pres. Jeg endte med en fjern fribonde som Lars ikke kunne stoppe.

Kristen kom igen for sent men vandt som nummer 2. Modstanderen kunne ikke styre Kristens springer i slutspillet.

Lars stillede sig aggressivt op og bulrede ned gennem centrum hvor modstanderen mistede flere officerer.

Runes modstander lavede en meget overraskende lyd da Rune snuppede hans udækkede tårn på bundlinjen.

4-0 og en sikker oprykning. På top 10 listen over topscorerne har vi tre spillere med:

Kristen med 7 af 7, Lars med 6 af 6 og Rune med 4½ af 6.

Nørresundby 3 – Skørping 4

Vores føring var blevet så stor, at vi kun behøvede 2 point for at være sikker på oprykning. Alle mand meldte klar og vores forventede var en sejr på 3-1.

Kristen og Rune mødte ikke op til kampstart men Kristen er tit forsinket. Vi ringede til Rune hvis nu han var faldet i søvn. Desværre havde han glemt alt om det og kunne ikke komme. Kristen kom dog, men han vandt ikke som den første da Lars vandt hurtigt over sin modstander. Nu havde vi vores to point og jeg sad tilbage med en fordelagtig stilling. Min modstander Louise angreb min kongestilling medes jeg have fjernet alle bønder i centrum hvor Louises konge stod. Louise havde en simpel mattrussel i bunden, men den var dækket af to at mine brikker. I min iver efter at sætte mat ofrede jeg en kvalitet ved hjælp af de to brikker som dækkede matten. For at dække matten tabte jeg en officer og var nu et tårn bagud. I analysen kunne jeg nok have holdt remis men jeg tabte.

2-2 var nok og vi er sikre på oprykning til A-klassen.

Arne Hove

Skørping 2 – Nørresundby 3

Dette var kampen om førstepladsen i B-klassen. Nørresundby 3 som nummer 1 mod nummer 2 Skørping 3. Vi vandt 3-1 og er nu næsten sikker på oprykning da vi er 3½ point foran vores 4. hold som har overtaget 2. pladsen.  Der var 3 holdkampe i Skørping denne aften så der var nok at se på.

Vi stillede fuld hold igen og kampene forløb således. Kristen kom 5 min. for sent, udspillede sin modstander og vandt først. Rune kom også godt fra start og fik en kæmpe overvægt af brikker. Jeg derimod stod godt efter åbningen og udførte derefter en kombination, hvor jeg mistede et tårn. Jeg fik lidt af et chok da det gik op for mig. Jeg forsøgte at spille på min fribonde men min modstander parerede alle forsøg og jeg måtte strække hånd.

Lars kom skidt fra åbningen og stod skidt i lang tid. Heldigvis satte modstanderen sin dronning i slag og efter lang tid måtte han give op. I de sidste to runder skal vi møde henholdsvis Skørping 4 og Aalborg 9 så vi håber at beholde førstepladsen og oprykning til A-klassen.

Arne Hove

Nørresundby 3 – Aalborg 9: 4-0

I 4. runde mødte vi bundproppen Aalborg 9. Vores 4. hold vandt 4 – 0 over dem så der var pres på fra start. Vi stillede igen med fuld hold.

Rune som prøvede kræfter med blindeskak mod Finn Bjørn fik hurtigt en komfortabel stilling og vandt sikkert. Kristen vandt en officer og stod længe til gevinst mod Per Jacobsen. Dette parti trak pinligt længe ud da Per nægtede at opgive, men Kristen vandt alligevel. Lars Nielsens modstander ofrede en officer for 3 fribønder, men havde fået sin hvide løber spæret godt og grundig inde i forsvaret af kongen. Lars vandt dette uden problemer. Til sidst sad jeg tilbage mod Uffe Kristensen som spillede en god gang skak. Til sidst måtte han dog ofre en kvalitet for min fribonde og herefter vandt jeg uden problemer.

Vi ligger nu på førstepladsen 2½ point foran Skørping 3. Vi skal møde Skørping 3 i næste runde og håber på at afgøre kampen om førstepladsen her. Jeg er forsigtig optimist da 4. holdet vandt 2½ – 1½ over dem.