Da andetholdet kiksede oprykningen sidste sæson, mens tredjeholdet til gengæld på overbevisende vis rykkede op i A-rækken, er begge hold i denne sæson placeret i A-rækken.

Dette betød også, at der i første runde var dekreteret internt opgør – som det sig hør og bør for at undgå enhver mistanke om aftalt spil. Så andetholdet havde hjemmebane og kunne byde velkommen til en række MEGET kendte modstandere.

Kampens resultat viser nu også, at der bestemt ikke kunne aftales noget her! Faktisk var de fleste af 3. holdets spillere slet ikke til at tale med, og resultatet 2 – 2 (forventet 2 ½ til 2. holdet) kunne der ikke siges noget til. Det blev en meget jævnbyrdig match.

De enkelte kampe:

Først færdig var Lars Nielsen, der havde sort mod Arne Hove. Lars fik overhovedet ikke noget imod Arnes standardopstilling, og efter at han for at få initiativ havde forsøgt sig med at flytte bønderne omkring sin konge fremad kunne han til sidst være godt tilfreds med at holde remis.

Dernæst tilbød min modstander (Bent Kiel) remis, efter at det var lykkedes ham at få de fleste officerer byttet af. Igen: Jeg havde de sorte og stod ikke bedre end Bent, så jeg overvejede kort situationen og tog så imod tilbuddet om fredsslutning. På dette tidspunkt så det godt ud i begge vores holds hvide partier, så det skete med en vis fortrøstning.

Desværre havde Rune ikke en heldig hånd i sit parti mod Bent Christensen – et parti, der blev præget af store fejl fra begge sider.

Allerede i åbningen vandt Rune to lette officerer for et tårn, og det kunne vindes på flere måder. Men han spillede brikkerne forkert ud, hans brikker kom at stå i vejen for hinanden, og pludselig vandt Bent både materiale og havde et kraftigt kongeangreb. Nu var det ham, der stod til gevinst.

Men partiet var endnu ikke færdigt. Bent satte et tårn i slag, og Rune havde endnu engang chancen – i alt fald for en remis. Men igen spillede han ikke det bedste, og Bents fornyede mattrusler førte til et tårnslutspil med 3 ekstra bønder til Bent. Og selv om han klattede en fjern fribonde væk, og Rune sprællede det bedste han havde lært, var der nu ikke tvivl om resultatet – Rune måtte ned.

Sidst færdig var Salomon Mathiassen. Salomon spillede et solidt parti mod Kristen Jensen, og da Kristen forsøgte sig med et tilsyneladende chancerigt springeroffer mod Salomons kongestilling, holdt Salomon hovedet koldt, og han brugte til sidst sin ekstra officer til at dominere Kristens stilling og nærmest mase ham ud af banen. Dermed var vores eneste sejr i hus – og resultatet 2 – 2.