I 2. runde i divisionsturneringen mødte vi Aars, og vi havde sat næsen op efter en sejr. Begge hold var ramt af afbud, men vi var på papiret favoritter.
Det blev desværre til et nederlag på 3½ – 4½.
Den korte historie er følgende: Det blev til rimeligt hurtige remisser på bræt 3 mellem Grevlund og Søren Grønhøj og på bræt 6 mellem Henning Larsen og Kewin Pedersen.
Herefter tabte vores reserve Jarl Mølgaard desværre til Kjeld Johansen. Åbningen var nok ikke god, men hvad der nøjagtigt gik galt, det skal jeg ikke kunne sige. Jarl mente selv at han blev overspillet.
Christian Gottschalck fik fordel i åbningen og stod klart bedre det meste af vejen, men det fusede ud i remis.
Ole Madsen måtte nøjes med remis mod formstærke Søren Thomsen. Det var ikke så godt, jeg vurderede Tårn slutspillet som klart vundet for vores mand.
Endnu værre gik det for Arne Hove som tabte til Aage Kristian Andersen. Midtspillet var klart vundet for vores mand, men så begyndte Arne at sætte brikker i slag og pludselig var det hele vendt.
Tommy stod vist dårligt, men reddede en remis som sidste mand.
Selv havde jeg de hvid brikker mod Benny Grønhøj. Benny spillede åbningen en smule unøjagtigt og det blev straffet. En let sejr. For en gangs skyld et nogenlunde helstøbt parti fra min side.
Sammenlagt et nederlag på 3½ – 4½ og det var rigtig skidt.
Vi må forsøge at komme tilbage i næste runde hvor topholdet fra Skive I venter.