EN PASSANT har fået nyt look

For nogen tid siden spurgte bestyrelsen mig, om jeg ville være behjælpelig med at give klubbens hjemmeside et nyt udseende.

Resultatet ser du på din skærm. Forsiden og (de fleste) nye indlæg vil i fremtiden være på denne blog, men man kan stadig tilgå de gamle sider via links (vælg ARKIV i menuen).

Ombygningen er ikke færdig, men da den nye side er funktionsdygtig, har vi valgt at gøre den tilgængelig.

Det nye format har flere fordele:

Skærmtilpasning

Siderne tilpasser sig automatisk læserens skærmstørrelse, hvad enten det er en stor skærm, en tablet eller en mobiltelefon.

Søgning

Man kan søge på en blog. Søgningen omfatter dog kun sider og indlæg, som er udgivet på bloggen – ikke de gamle sider.

Nemt at skrive indlæg

Man kan skrive indlæg uden at have kendskab til HTML, altså de koder som styrer en websides udseende. Man skriver som i en tekstbehandler, indsætter måske et billede eller et link, og trykker ”Udgiv”. Så sørger bloggens maskinrum for resten.

Det betyder fx, at de enkelte bestyrelsesmedlemmer kan skrive indlæg, uden at webmasteren har slæbet med at publicere alt.

Bestyrelsen afgør, hvem der har adgang til at skrive indlæg.

Dialog

Læserne kan kommentere indlæg, og det åbner for dialog. Første gang, man skriver en kommentar, skal den dog godkendes. Det er en simpel spam-foranstaltning. Har man én gang fået en kommentar godkendt, vil senere kommentarer gå glat igennem.

Som noget nyt er der ”Opslagstavlen”. Den er tænkt som et medlemsforum, hvor man kan lægge en kommentar om hvad som helst. Måske har man forslag til bestyrelsen, måske har man en skakbog til salg.

Men hold en god tone, dette er ikke Facebook! Kan man ikke finde ud af det, kan og vil webmasteren skride ind med hård hånd.

Ny webmaster

Jeg håber, at det nye look og den nye funktionalitet vil falde i jeres smag. Ny webmaster er Mogens Hermansen, jeg har kun været fødselshjælper, og forsvinder snart ud i kulissen igen.

Eric Bentzen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.