Jens Ole van de Weerd har set sig nødsaget til at trække sig fra klubturneringen, på grund af at han har fået aftenarbejde. 7. runde er lagt og Michael Bohnstedt vinder uden kamp. Herefter placeres han nederst ved rundelægningen.
Forfatterarkiv: Arne Hove
1. division gruppe 2. 1968 2 – Nørresundby.
Referent: Per Andreasen
For 30 år siden og flere år frem bankede vi altid 1968`s førstehold. De tider er forbi, oven i købet for længe siden. I dag skal vi være glade for at spille lige op med deres andethold! Alle på vores hold – minus vores nye supermand Bjarne Hansen – har tabt (og taber) meget rating i disse år. Det er ikke overraskende når 4 af spillerne er over 70 år, og et par stykker er stærkt på vej i den retning. Reserven fylder 83 lige om lidt…..
Vi mødte 1968 2 i Århus den 13. januar – 4 runde i divisionsturneringen. Her er min korte vurdering af matchen. Lad os tage partierne i den rækkefølge de sluttede.
Jørgen Jørgensen havde hvid mod teoristærke Torben Steffensen. Jørgen åbnede med 1.f4!, og en spændende stilling opstod, det var min opfattelse at hvid stod lidt bedre. Så tog man remis, fair nok.
Jeg havde de hvide brikker mod en anden veteran, Gunnar Pedersen. Det blev en lang teorivariant hvor jeg formodentlig spillede unøjagtigt, og jeg stod lidt dårligere da jeg tilbød remis. Det var min 4 remis, – ikke så godt mod ratingmæssigt (men ikke reel styrkemæssigt) dårligere modstand.
Eddie havde de hvide mod Andreas Kastbjerg. Eddie spillede slapt mod det hollandske forsvar og Århus manden fik et meget farligt angreb lige ud af åbningen. Eddie overså noget enkelt og tabte glat, – øv.
Svend havde sort mod Torben Kyhl, og i midtspillet havde Svend vel en lille fordel, men han tog det sikre og afviklede til et helt lige slutspil og man tog remis.
Martin Knudsen – Jens Jørgen Christiansen blev også relativt hurtigt remis, jeg så kun efteranalyserne og alt åndede her fred og idyl.
Poul Erik Nørgård tabte et meget spændende parti mod den unge Johan Hardlei. Pirc Forsvar – modsatte rokader og 2 vilde angreb. Jeg tror egentlig at Poul Erik stod bedst undervejs, og det troede Poul Erik i dén grad også, både under partiet og i efteranalysen! Det ændrer ikke ved, at Poul Erik gik galt, og den unge mand satte mat!
Bent Sørensen havde hvid mod Karsten Nymann Pedersen. Man spillede Katalansk (en variant jeg selv har spillet mange gange) og selv om de første 12 – 13 træk var kendt teori, så brugte spillerne oceaner af tid. Bent fik et bedre slutspil, og som jeg så det, så spillede han det eksemplarisk, og selv om Karsten Nymann sprællede, fik han ikke point i denne omgang.
Vores nye mand, Bjarne Hansen, er sæsonens klart bedste spiller på 1. holdet. Både hvad angår spillestyrke og viljen til at vinde!
Han havde sort mod altid farlige Søren Holst Nielsen. Det blev et helt utroligt spændende parti, hvor jeg egentlig troede at vores mand stod næstbedst. Hvid havde angreb, og det så farligt ud. På et tidspunkt valgte hvis at tage trækgentagelse, og det så ud som om, at Bjarne måtte være tilfreds med det. Det var han ikke (!) og han tog en helt utrolig chance for at slippe for remisen (Torben Steffensen og jeg blev hurtigt enige om at vi havde taget en ½ – også med hinanden). I de opståede komplikationer mistede Søren overblikket og Bjarne vandt slutspillet. 4-4 og der med blev Bjarne i den grad dagens helt.
Jeg mener at vi var heldige med 4-4 i denne kamp. Dermed ligger vi stadig på en nedrykningsplads efter en jammerlig indsats i de 3 første runder, og kampen på søndag i Viborg kan nemt blive afgørende for, og vi rykker ned i 2. division, eller vi holder skindet på næsen i denne omgang. Vi plejer altid at kigge opad i 1. division, men vi skal vænne os til tanken om at kigge nedad!
Nørresundby grandprix afsluttet
26 veloplagte skakspillere mødtes lørdag til en gang skak. Der var spænding til det sidste og næsten hele flæskestegen blev spist.
Der blev spillet i 3 grupper med følgende vindere:
Mester gruppen.
- Kasper Skaarup ,Aalborg
- Peter Mikkelsen, Skørping
Basis 1.
Johan Stanislaus, Holbæk og Aage Andersen, AarsNibe delte 1. og 2. pladsen.
Basis 2:
- Lars Lytzen, Aalborg
- – 4 Morten TjørneHøj, Nørresundby, Jens Ole van de Weerd, Aalborg og Aage Langballe, Aalborg delte 2. og 3. præmien.
Resten af resultaterne kan ses her.
Alt i alt en dejlig dag og vi slutter af med et stemningsbillede.

Holdturneringen er startet med blandede resultater
Så har alle Nørresundbys hold spillet deres første kamp. 1. holdet tog til Århus og tabte til stærke Nordre. De tabte 6½ – 1½ og ligger sidst i 1. division gruppe 2. Det må vi håbe ændre sig efter næste runde, som er lokalderbyet mod Aalborg den 18. november på hjemmebane.
Det gik bedre for 2. holdet, som startede med en sejr på 5-1 over 3. holdet. Næste runde møder 2. holdet AarsNibe 2 på udebane og 3. holdet Aalborg 3 også på udebane. Så håber jeg at 3. holdet revancherer sig.
Larsens Nordjyske hurtigskaksturnering færdigspillet
Der var 8 spillere som fandt vej til den hurtigturnering, som var tilknyttet stormesterturneringen. Olav D. Larsen fra Viborg og som er B-medlem i Nørresundby, vandt turneringen suverænt med 7 point ud af 7 mulige. På anden pladsen kom Peter Mikkelsen fra Skørping medens Lasse Svendsen tog sig af præmien for spillere under 1800 i rating. Link til turneringen.
Her ser i vinderen på vej mod sin 7. point.
