5. runde i holdturneringen gik for A-holdets vedkommende til Frederikshavn, hvor vi skulle møde deres førstehold.
Holdet vi mødte, bestod af 2 ældre spillere på de øverste brætter og 2 unge spillere på de nederste brætter. Den forventede score sagde, at vi skulle hente 2,5 point ud af 4 mulige, og det var præcis sådan det gik, dog først efter vores faste es på 4. bræt på dramatisk vis satte en gevinststilling over styr.
Hvis vi kigger på stillingen i tabellen, gjorde rundens resultat ingen forskel. Vores konkurrent til oprykning, Skørpings andethold, fik også 2,5 point, og vi har præcis samme score – de har dog 1 matchpoint mere, og fører derfor gruppen.
Lidt om partierne.
Jeg var selv først færdig. Jeg havde hvid mod et af deres unge håb, Jonathan Olivius, og det blev russisk. Han forsøgte sig omkring træk 20 med et remistilbud i en tilsyneladende ret lige stilling, men jeg øjnede chancen for kongeangreb og gik til vaflerne med ofring af en bonde og en officer, og 10 træk senere kunne han opgive, stillet overfor udækkelig mat.
Dernæst vandt Athanasios over Jørgen Christiansen på topbrættet. Athanasios havde hvid og spillede engelsk parti. Modstanderen var dog ikke med på den rolige partiudvikling men gik til angreb mod vores mands kongestilling med et officersoffer. Det så farligt ud, men Athanasios havde mere styr på varianterne end modstanderen, og dennes agressive fremfærd kombineret med et enkelt halvsvagt træk svækkede hans egen kongestilling så meget, at han stillet overfor tab af dronningen valgte at gå i en selvmat. Athanasios misforstod frederikshavnerens mundtlige opfordring til at sætte mat, men med holdlederens mellemkomst blev det klarlagt, at der ikke var tale om et skammeligt remistilbud men en opfordring til at udføre matten.
Efterfølgende brugte vi tid på at analysere det spændende offer, men det så dog ud til, at vores mand lige nøjagtig kunne holde balancen, også hvis modstanderen havde spillet de stærkeste træk.
Kewin havde sort og spille skandinavisk forsvar i den klassiske udgave. Der kom efter afbytninger som så ofte før i denne åbning en mulighed for at vinde en bonde, men Kewin undervurderede modstanderens manøvrer med tårnet, og selv om han længe havde en merbonde og en tilsyneladende fordel i tårnslutspillet, ebbede det til sidst ud i en remis.
Johnny plejer jo at være vores faste ankermand og havde 4/4 før aftenens kamp. Denne gang gik det dog galt. Efter at han i midtspillet havde udmanøvreret modstanderen og stod til gevinst, gik klappen ned i tidnød, og pludselig havde modstanderen udækkelige trusler med sin springer og dronning mod Johnnys konge. En ærgerlig afslutning på et ellers godt parti – og vi kunne da godt have brugt det ekstra point.
Nu må vi så stadig regne med, at kampen med Skørping om oprykning først bliver afgjort i det interne opgør i sidste runde.
Ole Rysgaard Madsen