Århus/Skolerne II – Nørresundby 5-3 af Per Andreasen
Vores bedste hold ligger jo i bunden af divisionen. I 3. runde ventede II holdet fra Århus/Skolerne, og vi havde sat næsen op efter en sejr. Frem mod spilledatoen indløb 3 afbud fra bræt 1 – 3 og 4, så vi stillede stærkt svækkede op.
Lad os se lidt på kampen. Det var svært at bevæge sig rundt i de trange lokaler, og det var begrænset hvad jeg fik set af de andre partier. Alle kommentarer skal derfor tages med alt mulig forbehold. Michael gik hurtigt galt og mistede en bonde. Det lykkedes ikke at reparere stillingen. Jan havde vel en ok stilling med de hvide brikker, men et eller andet gik galt og også han måtte ned. Derefter var der 2 korrekte remisser til Jens Jørgen og Tommy. Bagud 1-3 så det ikke godt ud.
Derfor lunede det, da vores super reserve, 75 årige Per Grevlund, stensikkert vandt et tårnslutspil mod kun 9 årige Robert Skytte. Robert er et stort talent, skulle han slås, så er det nu! 86 årige Børge Pedersen fik ligeledes en remis mod stærke Michael Tettinek, et fint resultat!
Bagud 2½-3½ manglede nu kun 2 partier, Eddie mod Jakob Bjerre Jensen på 2. bræt og jeg selv mod John Rendboe. Vi stod til gengæld begge fuldstændig til gevinst efter træk 40. Eddie havde ellers stået dårligt tidligere i partiet, men op mod tidnøden fik han snydt Jakob og partiet var klart vundet med kvalitet mere tilsat et forrygende angreb.
I mit parti var stillingen følgende: Se diagram.
Hvid har netop trukket sit træk 41. Gennem hele partiet har jeg haft en lille fordel, og jeg tog mig oven i købet den frihed at afslå et remistilbud ved træk 26. Op mod træk 40 voksede fordelen og som enhver kan se er sort fuldstændig udspillet og stillingen er nu klart vundet, resten burde være enkel teknik. 41,- Sc4 42.Sd5, Sd2 43.Sxf6+? Unøjagtigt, Kxb5 efterfulgt af a4 vinder let. 43,-Ke6 44.Sh7?,Sxf3 45.Kxb5, Sd2 46.a4,Sxe4 47. a5??? Spillet a tempo og komplet idiotisk. Det planlagte 47.Kc6! er det rigtige træk og a bonden løber i mål. 47,-Kd7 og partiet endte remis selv om jeg endnu en gang kom til at stå til gevinst. Jeg vil spare jer for tragedien!
Undervejs i denne elendighed skete der et eller andet ”skrækkeligt” i Eddies parti, jeg så ikke hvad der skete, ligesom jeg jo heller ikke så hvad der skete i mit eget slutspil. Afslutningen på denne match blev altså et 3-5 nederlag, men 4½-3½ til os havde nok været mere ”retfærdigt” Det kan man jo altid komme og sige. Vi frister en bundplacering i divisionen, ikke godt.
Holstebro – Nørresundby 2. 7-1 af Arne Hove
Med 3 spillere på første holdet en syg og en på arbejde var det meget hårde odds imod os. Jeg fandt et forstærket A-klasse hold som reserver og vi manglede derfor en mand. Holstebro stillede stærkt op og efter 3 timer kunne den første bil køre hjem med tre nuller. Jeg spillede på førstebrættet og kom fint ud af åbningen, blev lidt for kæk og tabte. Kewin spillede meget solidt, men stod lidt i underkanten Han tog dog straks imod remistilbudet fra modstanderen. Tilbage sad Kristen med en kvalitet ekstra. Dronningerne var stadig på banen og modstanderen Erling Højbjerg havde en springer for tårnet. Til sidst måtte Kristen tage en remis da springeren og dronningen blev for stærke. Vi indtager nu suverænt sidstepladsen. Jeg håber der bliver færre afbud til næste runde så 5. brættet ikke skal spille 1. bræt.
Afbud og tomt bræt er selvfølgelig skidt, men ikke så skidt så det ikke var godt for noget.
Uden sidste øjebliks afbud ville jeg have fået fornøjelsen af at møde Christians modstander, og højst sandsynligt også savet midt over i ekspres fart af Peter Husted.
I stedet blev min modstander Erling Høiberg der forekom overraskende ufarlig og tillod en stilling med mig i overkanten helt frem til 1 tidkontrol.
En forkert plan i slutfasen kostede ½ point ved efterfølgende obduktion, øv.