Kategoriarkiv: Diverse

Divisionsturneringen er færdigspillet

Nørresundby 1 – Esbjerg

Af Per Andreasen

Vi tabte desværre den sidste kamp mod Esbjerg med 3-5.  Der er vist ikke rigtig nogen undskyldninger. Vores forventede score i denne kamp var 5,23 point, så resultatet var rigtig skidt. Dermed blev vi sidst i 1. division og rykker ned i 2. division.

Det er ikke så svært at sige hvad der gik galt. Vi er efterhånden en flok ældre Gentlemen og spillet er derefter. Vi var en del der underpræsterede rigtig meget. Faktisk var det kun næstældste mand Jørgen Jørgensen – 77 år -, der med 2 point af 3 mulige lagde lidt til sit ratingtal. På det svære 1. bræt scorede Bjarne 3 af 6 mulige, og det er selvfølgelig ok. Et unødvendigt tab mod Jens Ove Fries-Nielsen tidligere på sæsonen ødelagde den fine score.

I matchen mod Esbjerg tabte vi som sagt 3-5, 6 remisser på bræt 1-6 og tab på bræt 7 og 8.

Jeg havde selv rigeligt at gøre og så ikke meget af resten. På bræt 8 tabte Tommy og det er en gåde hvordan det gik til. Han stod i hvert tilfælde klart til gevinst gennem hele partiet, i hvert tilfælde indtil kl. 1530, da jeg var nødt til at forlade spillestedet. Af vores 6 remisser var i hvert tilfælde de 3 af dem klart i overkanten undervejs. Svend på bræt 3 stod da klart bedst med de sorte brikker mod Iver Poulsen. Det var tydeligt at Iver ikke rigtig havde nogen plan og han blev trykket tilbage. Slutspillet fusede ud i remis. Eddie så også ud til at have slutspilsfordel mod Henrik Tranberg, men også det blev remis. Jørgen på bræt 4 mod Ole Bønnelykke så vildt interessant ud. Jørgen ofrede en kvalitet for spil mod modstanderens Konge, og så vidt jeg kunne se, så kunne det blive til hvad som helst. Nu blev det så remis. Selv spillede jeg en ret uambitiøs åbning med de hvide brikker og spillet var ret lige undervejs. På vej mod tidnøden fik jeg en meget fin stilling, men da jeg ligesom skulle konvertere fordelen spillede jeg et unøjagtigt træk (nu igen) og jeg måtte nøjes med remis.

Nå, 7 kampe for mig, 5 x remis og 2 tab. Elendigt. Symptomatisk for vores sæson. Vi må prøve at finde noget kampgejst til næste sæson. Mit forsigtige gæt er, at selv om vi er gamle og affældige, så rykker vi IKKE ud fra 2. division i sæsonen 2023-2024.

Skive 2 – Nørresundby 2: 4½-3½

Af Arne Hove

Vi manglede kun 8 point for at hente Aalborg 2 på 6. pladsen. Men for at hente dem skulle de tabe 8-0 og vi skulle vinde 8-0. Begge dele synes lige usandsynligt, så jeg tog en hurtig remis. Kristen, som have været nede og se på den lukkede Virksund dæmning, tabte hurtigt til Morten Fabrin. Vi havde 3 reserver med Lars Nielsen, Michael Bohnstedt og Bent Kiel i stedet for Tommy Nielsen, Per Grevlund og Ole Madsen.

Lars og Michael stod godt men så tabte de alligevel. Bent blev udsat for et gigantisk angreb med en masse ofrede brikker. Det var en fornøjelse at se hvordan Bent afviste angrebet og da støvet havde lagt sig gav Bents modstander op pga. manglende træ.

Jan og Kewin fik kæmpet sig til en remis. Tilbage sad Flemming med en officer mere. Der var dog stadig dronninger på banen så de spillede i lang tid før modstanderen gav op.

Vi endte på sidste pladsen, men jeg er overbevist om, at hvis ikke vi havde haft så mange afbud kunne vi godt have holdt os oppe. Kewin og jeg blev topscorere med 3 point. Ikke en imponerende score, men vi vandt begge to rating.

Klubturneringen 2022-23 er afsluttet

Per Andreasen vandt atter klubmesterskabet. Det er 15. gang og det er rekord. Imponerende.

Per sluttede med 8 points efter 9 runder  (afgav blot 2 remis´er) foran Sune Kovshøj med 7½. Afgørende for slutresultatet var Arne Hoves flotte sejr over Sune. Partiet er gengivet her på siden.

De to høje scorer er kun lidt over forventet, for eksempel tjener Per kun 1 ratingpoint.

Christian Gottschalck har fået en fornem debut i mesterklassen: en tredjeplads med 5 points , hvilket er 2,55 over forventet. Det resulterer i en ratingfremgang på 95. Gottschalck er nu oppe på 1806 og har sikkert ambitioner om at forbedre tallet yderligere.

Basisgruppen blev vundet af Yasin Shah , Aalborg, i helt suveræn stil: 8½ p i 9 partier og  forbedrer hermed sit ratingtal med hele 264. Omar Elzabeir , Aalborg, blev nr 2 med 6½. Omar var så taknemmelig for at være med i vor hyggelige turnering, at han donerede sin præmie til klubben. Tak for det. Vi er også taknemmelig for at have en så venlig spiller med i turneringen. På de følgende pladser kom Oliver Mølgaard, Aalborg, Lars Nielsen og Jan Petersen.

Der var præmier til de bedste spillere med et ratingtal under 1300: Allan Badsbjerg og Bent H Christensen.

Tak for denne gang.

Per Grevlund , Turneringsleder

6. runde af divisionsturneringen

NS – Aalborg 3-5.

Af Per Andreasen

Det var jo ikke så godt. Med nederlaget er vi reelt rykket ud af 1. division og skal derfor næste spille i den tredjebedste række, og det er jo ikke sket i nyere tid.

Vi har nu 18 point og der er 4 point op til 3. sidste hold, og det er for meget.

Efter søndagens blamage har vi scoret 6.7 point under forventet score, og ud af 48 partier har vi vundet 5. Det er ikke meget.

Lad os se lidt på søndagens partier. Igen, jeg så kun meget lidt (også af de andres partier), så alle kommentarer skal tages med et gran salt.

I åbningen spillede jeg idiotisk dårligt med de hvide brikker og kom hurtigt til at stå dårligt. Derfor trak jeg ratingkortet. Også Jørgen havde hvid – det blev en hurtig halv mod Sune Kovshøj.

Gamle Børge stod fra åbningen af helt overlegent mod Jens Nyholm, men det lykkedes for Nyholm at slæbe partiet ind i et holdbart tårn slutspil. Det slutspil kludrede Børge helt vildt og det lykkedes ham at tabe det. Børge plejer at være god i disse slutspil, men her på tærsklen til de 87 år er det helt ok at blive træt.

Remis til Eddie – vist nok et korrekt parti.

Første gang jeg så partiet mellem Jens Jørgen mod Aalborgs formand Bjarne Sønderstrup, ja da havde formanden pillet et par bønder. Jens Jørgen må jo have overset et eller andet, men jeg så ikke hvad. 0-1.

Michael Simonsen ”shinede” i går og vandt efter et kompliceret parti. Elena Steffensen havde angreb, men det er uklart om der var noget. Michael slog kontra på det helt rigtige tidspunkt, og afslutningen så særdeles effektiv ud.

Bjarne spillede remis på 1. bræt mod Edgar Becerra. Som sædvanlig når Bjarne er involveret blev det meget kompliceret, og da modstanderen brugte helt urimelig lang tid troede jeg, at Bjarne ville køre partiet hjem. Min vurdering var, at Bjarne stod til gevinst, men det er ikke sikkert at det er rigtigt. Remis.

Svend tabte desværre til Aalborgs Jens Kølbæk. Kølbæk spillede samme åbning, som han dagen forinden havde spillet mod mig i sidste runde af Senior DM. Mod mig viste Kølbæk, at han ikke forstod åbningen, han blev totalt udspillet og stod håbløst til tab. Sjusk fra min side gjorde, at han mirakuløst og meget heldigt reddede en remis. I lørdagens efteranalyse viste jeg så Kølbæk hvordan stillingen skulle spilles, og det gik så desværre ud over Svend i divisionskampen.. Urimeligt uheldigt, men jeg kunne jo ikke vide, at samme stilling ville opstå i divisionskampen. På den måde var vores mangeårige medlem med til at lægge sin gamle klub i graven. Skammeligt!

Sidste runde spilles søndag den 12. marts som fællesafslutning i Aalborg. Vi møder et stærkt hold fra Esbjerg.

NS 2 – Skørping 4½ – 3½

Af Arne Hove

Endelig en sejr. Vi havde Christian Gottschalk og Lars Nielsen med som reserver for Per Grevlund og Ole Rysgård.

Det så ikke godt ud fra starten da Kristen hurtigt blev udmanøvreret af Niels Chr. Davidsen og Jan tabte til Richard Lilja. Christian og Flemming tog nogle hurtige remiser så vi var lidt bagud fra start.

Lars vandt dog sikkert. Jeg spillede for tredje gang i streg mod en Hollandsk åbning og vandt slutspillet. Tommy vandt over stærke Peter Mikkelsen, så han er ved at komme i kampform. Så havde vi lige pludseligt 4 point. Tilbage sad Kewin, som havde fået tre bønder for en officer. Desværre forsvarede hans modstander sig godt og han måtte nøjes med remis. Vi fik en sejr men ligger stadig på sidstepladsen. Der er 8 point op til redning så det eneste vi kan håbe på er at vi slår Skive 2 og får 7. pladsen.

Per Andreasen har igen vundet Danmarksmesterskabet for +65 seniorer og klubmesterskabet i Nørresundby

Der har lige været afholdt danmarksmesterskabet for seniorskak i Aalborg. Der deltog 8 spillere fra Nørresundby i +65 klassen foruden Per Grevlund, som var turneringsdommer. Per Andreasen genvandt Danmarksmestertitlen igen med suveræne 6 ud af 7. I de lavere klasser vandt Claus Christensen præmiegruppe 5 med 3 ud af 7 og Bent Kiel Jensen præmiegruppe 6 med 2½ ud af 7. Alt i alt en god høst for Nørresundbyspillerne.

Per Andreasen har vundet sin 14. klubmestertitel inden sidste runde er spillet. Det er ny rekord. Om han vinder turneringen er endnu et åbent spørgsmål da Sune Kovshøj fra Aalborg Skakforening kan nå at overhale ham.

Sune havde jeg fornøjelsen at møde i runde 6. Jeg har haft en dårlig turnering og hvis jeg ikke skulle tabe rating skulle jeg vinde de to sidste runder og Sune var en af de spillere jeg manglede.

Arne Hove – Sune Kovshøj

1.d4 f5 2.c4 Sf6 3.Sc3 g6 4.Sf3 Lg7 5.Lf4 d6 6.h3 0-0 7.e3 c6 8.Le2 De8 9.d5 Hollandsk åbning jeg forsøger at forhindre e5 9 -Se4 10.Sxe4 fxe4 11.Sd2 computeren anbefaler her Sg5 men jeg vil gerne beholde min rokade 11 -Lxb2 12.Tb1 Lc3 13.0-0 Sa6 14.Sxe4 Lg7 15.Lg4 h6 16.De2 c5 17.a3 b6 18.Lh2 Sc7 19.f4 La6 her vil computeren gerne bytte løber, det holder jeg med den i da sorts hvide løber ikke rigtig kan finde sin rigtige plads 20.Dc2 b5 21.Le2 Lb7 22.Sg3 e6 23.e4 exd5 24.cxd5 a6 25.f5 Le5 26.Tf3 De7 27.fxg6 Txf3 28.Lxf3 Lc8 29.Sf5 Lxf5 30.exf5 Tf8 31.De4 Lxh2+ 32.Kxh2 Dxe4 33.Lxe4 Kg7 nu er det hele byttet af til et tårnslutspil, hvor vi har hver sin bondeovervægt på hver sin fløj. Nu er det med at komme først 34.Kg3 Se8 35.Te1 Sc7 36.Kf4 Te8 37.Te3 a5 38.g4 b4 39.h4 c4 40.g5 hxg5+ 41.hxg5 Txe4+ 42.Txe4 Sxd5+ 43.Kf3 b3

Her begyndte jeg at svede, hvordan skal jeg stoppe bønderne? Jeg regnede hurtigt ud, at jeg manglede et træk. Computeren kom straks med en melding om, at jeg nu kunne sætte Sune mat i nogle af tyve træk. Dette må jeg med skam indrømme, at jeg ikke så, men jeg så hvordan jeg kunne få det ekstra træt til at stoppe bonden. 44.Th4 b2 45.Th7+ Kf8 46.Tb7 – han kan ikke dække bonden da der truer f6 med mat trussel 46. -Se7 47.f6 Sxg6 48.Txb2 Kf7 49.Ke4 Ke6 50.Tb5 Se5 51.Tb7 d5+ 52.Kf4 Sg6+ 53.Kg4 c3 54.Tc7 d4 55.Kf3 Kf5 56.Tc5+ Se5+ 57.Ke2 d3+ 58.Kd1 c2+ 59.Kd2 Kf4 60.Txe5 1-0

En spændende kamp, en kæmpe skalp til mig og en lille hjælp til Per, så han har en chance for at vinde turneringen.

3. runde af divisionsturneringen

Århus/Skolerne II – Nørresundby 5-3 af Per Andreasen

Vores bedste hold ligger jo i bunden af divisionen. I 3. runde ventede II holdet fra Århus/Skolerne, og vi havde sat næsen op efter en sejr. Frem mod spilledatoen indløb 3 afbud fra bræt 1 – 3 og 4, så vi stillede stærkt svækkede op.

Lad os se lidt på kampen. Det var svært at bevæge sig rundt i de trange lokaler, og det var begrænset hvad jeg fik set af de andre partier. Alle kommentarer skal derfor tages med alt mulig forbehold. Michael gik hurtigt galt og mistede en bonde. Det lykkedes ikke at reparere stillingen. Jan havde vel en ok stilling med de hvide brikker, men et eller andet gik galt og også han måtte ned. Derefter var der 2 korrekte remisser til Jens Jørgen og Tommy. Bagud 1-3 så det ikke godt ud.

Derfor lunede det, da vores super reserve, 75 årige Per Grevlund, stensikkert vandt et tårnslutspil mod kun 9 årige Robert Skytte. Robert er et stort talent, skulle han slås, så er det nu! 86 årige Børge Pedersen fik ligeledes en remis mod stærke Michael Tettinek, et fint resultat!

Bagud 2½-3½ manglede nu kun 2 partier, Eddie mod Jakob Bjerre Jensen på 2. bræt og jeg selv mod John Rendboe. Vi stod til gengæld begge fuldstændig til gevinst efter træk 40. Eddie havde ellers stået dårligt tidligere i partiet, men op mod tidnøden fik han snydt Jakob og partiet var klart vundet med kvalitet mere tilsat et forrygende angreb.

I mit parti var stillingen følgende: Se diagram.

Hvid har netop trukket sit træk 41. Gennem hele partiet har jeg haft en lille fordel, og jeg tog mig oven i købet den frihed at afslå et remistilbud ved træk 26. Op mod træk 40 voksede fordelen og som enhver kan se er sort fuldstændig udspillet og stillingen er nu klart vundet, resten burde være enkel teknik. 41,- Sc4 42.Sd5, Sd2 43.Sxf6+? Unøjagtigt, Kxb5 efterfulgt af a4 vinder let. 43,-Ke6 44.Sh7?,Sxf3 45.Kxb5, Sd2 46.a4,Sxe4 47. a5??? Spillet a tempo og komplet idiotisk. Det planlagte 47.Kc6! er det rigtige træk og a bonden løber i mål. 47,-Kd7 og partiet endte remis selv om jeg endnu en gang kom til at stå til gevinst. Jeg vil spare jer for tragedien!

Undervejs i denne elendighed skete der et eller andet ”skrækkeligt” i Eddies parti, jeg så ikke hvad der skete, ligesom jeg jo heller ikke så hvad der skete i mit eget slutspil. Afslutningen på denne match blev altså et 3-5 nederlag, men 4½-3½ til os havde nok været mere ”retfærdigt” Det kan man jo altid komme og sige. Vi frister en bundplacering i divisionen, ikke godt.

Holstebro – Nørresundby 2. 7-1 af Arne Hove

Med 3 spillere på første holdet en syg og en på arbejde var det meget hårde odds imod os. Jeg fandt et forstærket A-klasse hold som reserver og vi manglede derfor en mand. Holstebro stillede stærkt op og efter 3 timer kunne den første bil køre hjem med tre nuller. Jeg spillede på førstebrættet og kom fint ud af åbningen, blev lidt for kæk og tabte. Kewin spillede meget solidt, men stod lidt i underkanten Han tog dog straks imod remistilbudet fra modstanderen. Tilbage sad Kristen med en kvalitet ekstra. Dronningerne var stadig på banen og modstanderen Erling Højbjerg havde en springer for tårnet. Til sidst måtte Kristen tage en remis da springeren og dronningen blev for stærke. Vi indtager nu suverænt sidstepladsen. Jeg håber der bliver færre afbud til næste runde så 5. brættet ikke skal spille 1. bræt.