Divisionsturneringen er færdigspillet

Nørresundby 1 – Esbjerg

Af Per Andreasen

Vi tabte desværre den sidste kamp mod Esbjerg med 3-5.  Der er vist ikke rigtig nogen undskyldninger. Vores forventede score i denne kamp var 5,23 point, så resultatet var rigtig skidt. Dermed blev vi sidst i 1. division og rykker ned i 2. division.

Det er ikke så svært at sige hvad der gik galt. Vi er efterhånden en flok ældre Gentlemen og spillet er derefter. Vi var en del der underpræsterede rigtig meget. Faktisk var det kun næstældste mand Jørgen Jørgensen – 77 år -, der med 2 point af 3 mulige lagde lidt til sit ratingtal. På det svære 1. bræt scorede Bjarne 3 af 6 mulige, og det er selvfølgelig ok. Et unødvendigt tab mod Jens Ove Fries-Nielsen tidligere på sæsonen ødelagde den fine score.

I matchen mod Esbjerg tabte vi som sagt 3-5, 6 remisser på bræt 1-6 og tab på bræt 7 og 8.

Jeg havde selv rigeligt at gøre og så ikke meget af resten. På bræt 8 tabte Tommy og det er en gåde hvordan det gik til. Han stod i hvert tilfælde klart til gevinst gennem hele partiet, i hvert tilfælde indtil kl. 1530, da jeg var nødt til at forlade spillestedet. Af vores 6 remisser var i hvert tilfælde de 3 af dem klart i overkanten undervejs. Svend på bræt 3 stod da klart bedst med de sorte brikker mod Iver Poulsen. Det var tydeligt at Iver ikke rigtig havde nogen plan og han blev trykket tilbage. Slutspillet fusede ud i remis. Eddie så også ud til at have slutspilsfordel mod Henrik Tranberg, men også det blev remis. Jørgen på bræt 4 mod Ole Bønnelykke så vildt interessant ud. Jørgen ofrede en kvalitet for spil mod modstanderens Konge, og så vidt jeg kunne se, så kunne det blive til hvad som helst. Nu blev det så remis. Selv spillede jeg en ret uambitiøs åbning med de hvide brikker og spillet var ret lige undervejs. På vej mod tidnøden fik jeg en meget fin stilling, men da jeg ligesom skulle konvertere fordelen spillede jeg et unøjagtigt træk (nu igen) og jeg måtte nøjes med remis.

Nå, 7 kampe for mig, 5 x remis og 2 tab. Elendigt. Symptomatisk for vores sæson. Vi må prøve at finde noget kampgejst til næste sæson. Mit forsigtige gæt er, at selv om vi er gamle og affældige, så rykker vi IKKE ud fra 2. division i sæsonen 2023-2024.

Skive 2 – Nørresundby 2: 4½-3½

Af Arne Hove

Vi manglede kun 8 point for at hente Aalborg 2 på 6. pladsen. Men for at hente dem skulle de tabe 8-0 og vi skulle vinde 8-0. Begge dele synes lige usandsynligt, så jeg tog en hurtig remis. Kristen, som have været nede og se på den lukkede Virksund dæmning, tabte hurtigt til Morten Fabrin. Vi havde 3 reserver med Lars Nielsen, Michael Bohnstedt og Bent Kiel i stedet for Tommy Nielsen, Per Grevlund og Ole Madsen.

Lars og Michael stod godt men så tabte de alligevel. Bent blev udsat for et gigantisk angreb med en masse ofrede brikker. Det var en fornøjelse at se hvordan Bent afviste angrebet og da støvet havde lagt sig gav Bents modstander op pga. manglende træ.

Jan og Kewin fik kæmpet sig til en remis. Tilbage sad Flemming med en officer mere. Der var dog stadig dronninger på banen så de spillede i lang tid før modstanderen gav op.

Vi endte på sidste pladsen, men jeg er overbevist om, at hvis ikke vi havde haft så mange afbud kunne vi godt have holdt os oppe. Kewin og jeg blev topscorere med 3 point. Ikke en imponerende score, men vi vandt begge to rating.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.