Midtjysk Pokalturnering afsluttes

1952-60

Erik Pedersen starter i klubben

I 1952 vinder Aarhus begge pokaler i Midtjydsk Pokalturnering til ejendom. Nørresundby blev nr. 4 i A-klassen og nr. 2 i B-klassen. Årets match mod Aalborg blev vundet 27½-14½. Med på holdet som nr. 34 er den 11-årige Erik Pedersen.

Samme Erik opnåede 3½ p. i 3. klasse gruppe B i Amtsenkeltmandsturneringen, hvilket rakte til en trøstpræmie. Dengang var det ikke almindeligt, at drenge på den alder spillede skak, men Erik har nok plaget sin far, Emil, om lov til at komme med i klubben, og han viste hurtigt et stort talent for spillet.

Byturneringen blev genoptaget. Norre skrev i resultatprotokollen:

Efter 3 års pause spilledes Byturneringen på ny over 7 torsdage i januar og februar 1952, og jeg havde fornøjelsen at være turneringsleder. Bymester blev Bent Larsen, Aalborg Skakforening med 7 point!! Man husker, at han sidste efterår blev amtskredsmester med 6 point af 6 mulige. Ham er der stof i til noget stort.

1953

Klubmester blev igen Villy Pedersen. I byturneringen vandt Erik Pedersen 4. klasse med maksimum 7 point. Man startede en ny “Midtjydsk Pokalturnering”, da Århus jo havde vundet pokalerne til ejendom.

1954

Vinterturneringen 1953/54 blev atter vundet af Villy Pedersen. Der var 60 deltagere.

Klubben skiftede spillelokaler til Sømandshjemmet i Brogade.

Byturneringen blev vundet af Tage Nielsen, Aalborg, og Villy Pedersen blev nr. 3 med 4½ p. Den nu 12-årige Erik Pedersen vandt 3. klasse med 6 p.

I amtsenkeltmandsturneringen vandt Ole Holmsgaard 1. klasse med 5½ p., og Erik Pedersen vandt 3. klasse med 5½ p.

Aalborg Skakforening havde 65-års jubilæum dette år, og det blev bl.a. markeret med en turnering for 10-mandshold. Den jubilerende klub vandt med 7½ p. foran Nørresundby med 7. Mens denne turnering foregik, spillede danmarksmesteren, Eigil Pedersen, simultan. Han vandt 28 og tabte 2 – det ene til Erik Pedersen.

Hadsund arrangerede i disse år et årligt skakstævne, hvor en række klubber deltog med hold i flere klasser. NS vandt A-klassen med 5½ af 6 mulige.

1955

Byturneringen:

Erik Pedersen vandt 2. klasse med 5½ p., mens far, Emil Pedersen, vandt 1. klasse med maksimum.

Vinterturneringen fandt en ny klubmester, Ole Holmsgaard.

En match mod Aalborg over 45 brætter blev vundet med 29½-15½. Ole Holmsgaard rangerede nu som klubbens stærkeste spiller og vandt på 1. bræt over Oppenlænder.

Ved Hadsundstævnet blev NS nr. 2 i A-klassen, mens klubben vandt B- og C-klassen. På 1.bræt slog Ole Holmsgaard sensationelt ex-DM Christian Poulsen (“Plovjernet”).

Erik Pedersens gennembrud

og første “regeringstid” 1956-62

En stolt klubmester

En stolt klubmester

Den 15-årige Erik Pedersen vandt sit første klubmesterskab med 11 af 14 foran Ole Holmsgaard og Arne Knudsen 10½. I amtsmesterskabet vandt Erik 1. klasse og rykkede op.

Klubben vandt sine kampe i Nordjydsk Pokalturnering og fik pokalen til eje i et år. Ole Holmsgaard blev ny formand. Hadsund vandt igen Hadsundstævnet foran NS.

Skakringens klubturnering

En ny turnering så dagens lys: Skakringens klubturnering, som var en holdturnering for Skakringens klubber. Der spilledes 6-mandshold i 5 klasser.

NS’ A-hold så således ud:

  1. Erik Pedersen
  2. Ole Holmsgaard
  3. Arne Knudsen
  4. Henning Nyeng
  5. Elmer Hollesen
  6. Emil Pedersen

Holdet blev delt 1-2., men Springeren fik 1.præmien for flest point i indbyrdes kamp. NS vandt B, C- og D-rækken, mens E-holdet blev nr. 2.

Så kom lillebror…

I amtsmesterskabet 1957 var Erik Pedersen nu med i mesterklassen for første gang, hvor han blev nr. 2 efter Torben Kjeldsen, Aalborg.

Svend Pedersen

Svend Pedersen

I junior gruppe B (indtil 13 år) deltog lillebror Svend Pedersen og fik 3 p., men tabte lodtrækningen om 6. præmien.

NS deltog med 2 hold i A-klassen i Skakringens klubturnering, og 2.holdet vandt.

  1. Erik Pedersen
  2. Erling Knudsen
  3. Verner Christensen
  4. P. Nygaard
  5. Villy Pedersen
  6. Brønnum Jensen

Erik var blevet dårligt placeret i klubturneringen og kom derfor på 2.holdet – sådan gjorde man dengang!

I 1958 blev Erik Pedersen amtsmester for første gang. Sidste års vinder, Torben Kjeldsen måtte nøjes med 2.pladsen.

To af klubbens nye medlemmer hed Svend Pedersen og Per Grevlund.

Medlemstallet: 46 seniorer og 7 juniorer.

Dette år ophører man desværre med at føre resultatprotokollen, så kilderne til de næste år er mere sparsomme end tidligere.

I 1959 vandt Erik P. såvel amts- som bymesterskab og blev dansk mesterspiller ved årets påsketurnering.

Men Erik får en konkurrent, idet Frode Søby bliver medlem (forlader klubben igen 1961/62).

Medlemstallet: 54 seniorer og 9 juniorer.

Provinsmestre!

I 1960 var medlemstallet oppe på 65, og man gik over til kvartalsvis kontingentbetaling: 16 kr. pr kvartal.

NS vandt A-, B-, C- og E-klassen i såvel amts- som hovedkredskampene, og disse hold var dermed kvalificeret til deltagelse i provinsmesterskabet.

Her vandt klubbens A-hold sensationelt mesterskabet i Odense foran så stærke klubber som Herning og Aarhus “Nordre”, der stillede med deres landsholdsspillere i spidsen. Klubbens bedste resultat nogensinde!

Provinsmestre 1960

Bagest fra venstre: Arne Knudsen, Erik Pedersen og Hans Nielsen. Forrest fra venstre: Frode Søby, Ole Holsgaard og P. Nygaard

Derefter fulgte:

  2. Nordre                   4
3-4. Herning og Vordingborg   3½
5-6. Rønne og Vejle-Allensted 2½
  7. Åbenrå                    ½
Provinsmesterskabet 1960
Erik Pedersen  1-0  Preben Stücher, Vejle-Allensted
Frode Søby     1-0  Oscar Nielsen, Rønne
Ole Holmsgaard ½-½  Victor Juul Hansen, Nordre
P. Nygaard     ½-½  H. Asmussen, Åbenrå
Arne Knudsen   ½-½  H. H. Johnsen, Herning
Hans Nielsen   1-0  Preben Rasmussen, Vordingborg

I 1961 vandt Erik Pedersen igen amtsmesterskabet, mens Frode Søby tog sig af bymesterskabet, hvor den 14-årige Svend Pedersen vandt 2. klasse med 5½ p. Senere – i påsketurneringen – vandt Frode Søby mesterklassen og blev dermed klubbens første landsholdsspiller.

Samme år blev Erik inviteret til en international turnering i Arnhem i Holland. Der deltog 6 spillere fra 5 lande, og Erik vandt overraskende med 4 p. foran så gode folk som Boey, Belgien, 3½ p. og J. Eising, Tyskland, 3 p.

Som et eksempel på Eriks spil viser vi hans parti mod Peder Korning, der blev spillet i mesterklassen ved DM 1960. Erik kommenterede partiet til Skakbladet nr. 5, 1961.

Dette år trådte Ole Holmsgaard tilbage som formand og afløstes af Anders Norre.

Index * Forrige side * Næste side

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.