Tommy Nielsen fortæller om en turnering i Wrexham, Wales 1997.

Vi skruer tiden tilbage til sommeren 1997. På en eller måde fandt jeg en indbydelse til en international turnering i Wrexham, Wales.

Ideen var vist en IM-turnering, hvor spillere skulle komme fra så mange lande som muligt.

Jeg tror, de opfattede Wales og England som forskellige lande, men Nigel Davies var vist englænder, men bosat i Wales og opfattet som Waliser.

Jeg ved ikke hvorfor, men jeg sendte en mail og spurgte, om jeg kunne spille med. Overraskende nok fik jeg et positivt svar, men skulle lige bankoverføre 100 pund.

Det hele lød plausibelt, så gjort, og i september fik jeg så line up:

GM Nigel Davies
GM Vlastimi Jansa
GM Mark Taimanov
IM Erik van den Doel
IM John Donaldson
IM Gary Lane
IM Robert Bellin
IM Andrew Kinsman
IM Sekhar Chandra Sahu
Pyha og mig.

Til Wales

Heldet ville, at jeg i midten af oktober fik en arbejdsrelateret opgave i Southhampton, så blev transportudgifterne delvist sparet. Så jeg fik booket færgen fra Calais til Dover.

Og midt oktober var det afsted i bil, men jeg havde undervurderet, hvor lang tid det ville tage at nå Calais.

Så jeg missede færgen, men så nogle skilte der sagde Eurotunnel, så det skulle prøves.

Der var plads, det var en spøjs oplevelse. Man kørte bilen ind i en togvogn, og man skulle blive i bilen, eller i hvert fald i den vogn man var i. Brandmæssigt var vognene adskilt. Undervejs kom der en rundt, hvor man kunne købe lidt forfriskning. Men en relativ kort og hurtig tur, og så skulle jeg bare lige huske at køre i modsat side.

Efter endt arbejde i Southhampton gik turen mod Wrexham. Jeg valgte at køre landevej for ligesom at se de forskellige byer, jeg kunne komme igennem. Jeg syntes de engelske landsbyer er meget charmerende.

Men efter at have nået cirka halvdelen af vejen, kunne jeg se, at jeg ville få samme problem, som da jeg kørte mod Calais. Så det var ud på motorvejen.

Skakken

Jeg ankom så til turneringsstedet i Wrexham et par timer før rundestart og blev vel modtaget, sågar med gaver fra kommunen. Spillestedet var i et stort mødelokale hos sponsoren Owens Corning, der laver fiberglas, men desværre er lukket nu.

Jeg vil gennemgå partierne ud fra min oplevelse.

Runde 1: Nielsen-Taimanov

Siciliansk teori langt hen ad vejen. Lavede en dum dronningeafbytning i træk 14. I træk 16 lavede jeg et frækt offer, igen havde et roligt træk været bedre. Så det endte med 2 bønder og tårn til mig mod springer og løber. Jeg spillede nok en smule overforsigtig. Lavede en kæmpe fejl i træk 31, hvor jeg satte en kvalitet direkte i slag, men havde så meget kompensation at det alligevel var nemt remis.

I øvrigt havde Taimanov sin unge kone med, vist nok Bronsteins datter. Vi boede på samme hotel, på et tidspunkt kom jeg forbi, hvor der var en der bankede på deres værelse. Taimanov åbnede døren med bukserne nede. Men han var en stor personlighed stadig med ok spillestyrke, som resultatet også viser. Men på daværende tidspunkt spillede han kun for at få nogle ud af brættet-oplevelser. Jeg havde naturligvis Taimanov’s Selected Games med, som jeg fik signeret.

(RED.: Klik på et teksttræk, og et diagram popper op. Gennemspil med musen eller piletasterne.)

Runde 2: Kinsman-Nielsen

Jeg var stadig lidt træt ovenpå køreturen fra Southhampton. Det blev en form for dronningegambit, der balancerede nogenlunde, dog med nogle skiftende fordele undervejs. Præcis i træk 40 valgte jeg i tidnød at bytte dronninger af til noget, jeg troede var remis. I stedet kunne jeg have spillet Df3, hvilket ville have gjort det yderst svært for hvid at forsvare. Ærgerligt. Efter afbytningen forsvarede jeg mig dårligt og tabte. Men måske ikke så dårligt, da det bevirkede at Kinsman var særdeles venlig, og det endte med at jeg hang ud med ham og Gary Lane socialt gennem turneringen. To fine fyre og det var virkeligt sjovt. Kinsman lavede i øvrigt en flot GM-norm.

Runde 3: Nielsen-Jansa

Siciliansk åbning. Jeg må indrømme, jeg havde Chess Assistant med. Nok den spæde start for at bruge computer. Så i dette parti havde jeg faktisk de første 14 træk med som forberedelse. Det blev ret lige, men jeg fik en lille fordel, og Jansa valgte en trækgentagelse, hvor jeg roligt kunne spille videre, men ville jo gerne have lidt mere på tavlen, så remis.

I øvrigt kunne jeg måske have spillet 27. e5, et par træk før trækgentagelsen med nogen fordel, men det er nok lidt computer-like. Jeg tror, Jansa var glad for remisen, sikkert også træt ovenpå en længere rejse, specielt efter sidste runde fik jeg et yderst positivt indtryk af ham.

Runde 4: Davies-Nielsen

Engelsk åbning. Igen havde jeg mange træk med hjemmefra. Der er ikke så meget at sige, partiet var meget lige. Nigel pressede voldsomt på, og denne gang endte det med, at jeg efter tidsnøden kom i nogen fordel. Desværre lavede jeg samme fejl som i første parti, at bytte af i stedet for at presse på, men denne gang til en ret enkel remis. Tb2 i træk 47 ville have givet Davies problemer. Eter partiet havde Davies en sjov kommentar: ”I tried to win, but you just didn’t want to surrender”.

Men med en smule selvtillid kunne jeg nok have vendt hans statement om, da jeg nok havde nogen fordel efter træk 45. I øvrigt en af de mest sympatiske stærke spillere jeg har mødt, måske top 2, top 1 er Paul Motwani, som fuldt ud accepterede at han tabte til mig. Jeg kan nævne nogle negative oplevelser, når jeg har spillet mod andre stærke spillere, men det vil jeg ikke, jeg vil blot fremhæve disse 2 positive eksempler.

Runde 5: Nielsen-Lane

Skotsk åbning/4-springer spil, igen må det være noget, jeg havde forberedt. Kan ikke huske det, men ikke noget jeg ville spille normalt. Jeg har rimelig stor fordel gennem hele partiet. Jeg vil vurdere, at havde jeg ikke haft respekt for min modstanders ratingtal, ville jeg have presset meget mere på. Selve slutstillingen med remis ligner noget Carlsen ville vinde mod hvem som helst. Specielt i træk 22 havde Ld3 nok været godt, og sorts bondestruktur ser ikke god ud.

Runde 6: Sahu-Nielsen

Desværre sort, da dette nok var største chance for et fuldt point. Jeg spillede skandinavisk aner ikke hvorfor, slet ikke noget jeg havde spillet før. Det blev et ret lige parti, hvor Sahu pressede, men det endte ud med et slutspil med merbonde til mig, men uligefarvede løbere. Jeg kunne sikkert have spillet bedre, men trætheden var begyndt at spille ind.

Runde 7: Nielsen-Van den Doel

Siciliansk, aner ikke hvorfor jeg spillede 2. c3. Jeg lavede en forfærdelig fejl i træk 28, men havde en total udligning i træk 27, eneste gode træk: g4, efterfølgende ikke svært at se hvorfor. Efter fejlen var der ikke meget at gøre.

Runde 8: Bellin-Nielsen

Åben variant i spansk. Jeg tror, Bellin blev bange med den hastighed, jeg spillede trækkene, da det var en af de varianter jeg kender (kendte) allermest. Han kom i tidnød og tilbød remis i træk 21. Han havde en skuffende turnering, så han var sikkert glad for en remis.

Runde 9: Nielsen-Donaldson

Siciliansk. Det blev et ret lige parti. John forcerede en del og ofrede en bonde. I træk 36 missede jeg den åbenbare vej til remis, Db6, jeg troede åbenbart min merbonde kunne blive til mere. Men efter min fejl var det forceret tabt.

En lidt trist afslutning. I øvrigt skete der en morsom forveksling nogle runder før, da jeg blev spurgt om jeg ville møde direktøren for sponsoren, fordi han gerne ville snakke lidt skakhistorie. Det undrede mig lidt, men takkede selvfølgelig ja, da jeg mente, at jeg kendte nok til at kunne snakke.

Det viste sig selvfølgelig, at det var Donaldson, der var den udvalgte og ikke mig. Han er jo stor skakhistoriker, og lige nu er han aktuel med hans Fischer bog, en mammut-bog på over 600 sider.

Så var turneringen slut, jeg kunne godt være tilfreds set i lyset af, at det kunne have endt meget dårligere. Men måske også meget bedre hvis ikke jeg havde haft overdrevent respekt for mine modstandere.

Efter sidste runde gik de fleste af os på pub, hvor den glade vinder gav nogle pints.

Så gik turen hjem over Harwich-Esbjerg og denne gang uden tidsnød.