|
I 1976 (?), medens Interzoneturneringen blev spillet, kom jeg syg i land fra mit skib i Manila. Jeg var knap nok kommet ned i køjen på hospitalet, før læger og medpatienter kom rendende for at få at vide, om jeg var i familie med en vis Larsen, der synes at have gjort dette gode danske navn kendt i det vidtstrakte ørige. Jeg måtte naturligvis forklare dem, at Larsen var et såre almindeligt navn i Danmark, så almindeligt som – nåh ja – Torre derude.
I denne periode skete der jo store ting i philippinsk skak. Torre var blevet Asiens første GM, og man arrangerede for første gang interzoneturnering. Da jeg var kommet lidt til hægterne, kørte jeg ind til Manila for at overvære turneringen og se alle girafferne.
Da jeg nåede frem, var det uheldigvis samme dag, som alle højere læreanstalter åbnede, og alle de unge mennesker havde været inde og blive immatrikulerede, som det vist hedder, og ovenpå den oplevelse skulle de alle til skak. Ved spillestedet var der en kø rundt flere gadehjørner af unge mennesker, der ville ind. Det styrkede jo interessen, at Torre spillede med, dog uden at klare sig særlig godt, som bekendt.
Jeg fik fat i en af de mange officials, skakspillere fra de lokale klubber, og spurgte, om det var muligt at komme ind. Han pegede ud over menneskemasserne, og lod mig forstå, at det var helt ugørligt. Jeg forklarede, at jeg var kommet hele den lange vej fra Danmark for at overvære turneringen - det var ikke helt løgn - men det afficerede ham ikke det fjerneste.
Jeg ved ikke den dag i dag, hvor jeg fik den indskydelse fra, men jeg tilføjede:
"...and my name is Larsen"
- og det er slet ikke løgn. Så skete der noget. Gutten stod omgående tre tommer mere end ret, og sagde med ærefrygt i stemmen: "This way, Sir" og ledte mig ad mærkelige stier ind i spillelokalet, hvor jeg blev anbragt på anden række, lige bag det russiske hjælpeteam af psykologer, kokke, massører osv. med samt GM Timman og Spasskys nye elegante franske kone. Samme Spassky var ikke mere den tætklippede pæne borger i dobbeltradet folkedemokratisk kostume, som vi så på TV fra Reykjavik i 1972, men havde udviklet (?) sig til en langhåret person iklædt den vestlige dekadences moderigtighed af storblomstret skjorte og cowboybukser.
Efter at have lodset mig på plads, gik min svært benovede ven op i den anden ende af lokalet, hvor mange tilskuere stod. Han pegede ned på anden række og forklarede dem, at "der sad Larsen", og det gjorde jeg, bleg og elendig efter en omgang sort tyfus. Omgående myldrede alle de unge mennesker ned gennem salen for at se "Larsen", og der var stort spektakel og uro i salen, hvad der fik ingen anden end Campomanes til at gå frem på scenen og forlange ro i lejren. De troede vist virkelig, at jeg var "Larsen", og det er synd for Bent, for jeg er ikke nær så pæn som han, og jeg spiller da slet ikke så godt skak. I alle fald skete der det, da jeg noget senere stod ude i foyeren og betragtede stillingen på et af demonstrationsbrætterne, uden at forstå ret meget af det, at en ung student nærmest kom krybende hen over gulvet og med bævende stemme spurgte, hvad jeg troede Polugajevskij nu ville trække i den højst komplicerede stilling mod Uhlmann. Og det er jo ikke så let at svare på, når man bare er:
Medlem no. 35, Arne Larsen
Hjemmeside * Artikler & historier
|
