Kategoriarkiv: 1. holdet

Skørping 1 – Nørresundby 1

M-rk , Skørping 29. okt 2024

Klubbens førstehold har aldrig før spillet i M-rk. Lige fra divisionsturneringens start i 1962 har vi spillet i en af divisionerne. Efter 62 år er en æra slut.

I første runde skulle vi møde et stærkt hold fra Skørping. På papiret en lige match:  vor forventede score var 3,09; men det gik meget anderledes. To afbud (Per A og Jan N) svækkede os, idet alle rykkede 1 eller 2 brætter op, samtidig med at vi måtte undvære vor stærke trumfkort på førstebræt. Vi havde gode reserver med: Athanasios Mistilioglou og Kewin Pedersen, som lige denne dag ikke fik spillet til at køre.

Med disse afbud var Skørping nu favorit med en forventet score på 3,52.

Tommy spillede på øverste bræt remis. Michael smed til sidst en remis væk mod den altid farlige Dam Mikkelsen. På bræt 3 spillede Jørgen Jørgensen stærkt i de første 25 træk; men lavede så en kæmpefejl, så Jens Jørgen klarede remis. På næste bræt spillede jeg en rolig remis.

1,5 points er meget i underkanten. Vi må gøre det bedre næste gang. Her møder vi Jetsmark på udebane.

Per Grevlund

Nørresundby – Holstebro

Lad mig sige det med det samme. Det var en meget mærkelig kamp, og der skete mange uforklarlige ting undervejs.

Afslutningsstævnet var henlagt til Skive og vi skulle møde førerholdet Holstebro. Holstebro var for længst rykket op og vi var for længst rykket ned, og på papiret var Holstebro da også favoritter til at vinde en sejr på 6-2.

Sådan gik det altså slet ikke, idet vi pludselig formåede at vinde en kamp i 2. division med 5-3. Holstebro stillede op med deres 8 bedste spillere, medens vi havde 3 reserver med.

Holstebro har mange gamle elitespillere på holdet, Peter Husted, Poul Erik Nielsen, Erling Højberg og Jan Rode. De er ikke hvad de har været, det generer jeg ingen ved at sige. Alderen trykker alle steder, også i min egen klub.

Jeg havde hvid mod Thomas Jepsen og fik da også en fin stilling. Det lykkedes mig hurtigt at spille forkert og vi tog remis.

Arne havde sort mod Peter Husted og fik en meget fin stilling. Jeg vurderede den som vundet, men Arne afviklede forkert og tillod remis.

Jarl lavede en dum fejl i åbningen og mistede en bonde. Erling Højberg spillede slutspillet fint og Jarl fik ingen chancer.

Kristen stod fint mod Poul Erik Nielsen (Senior DM tilbage i 2012!), men på vej i slutspillet gik et eller andet galt og Kristen måtte ned.

Per Grevlund spillede et meget fint parti mod Jan Rode. De 2 kender jo hinden godt og har krydset klinger for over 50 år siden! Jan Rode brugte meget tid i åbningen og følte sig tvunget til at ofre en officer for modchancer. Grevlund parerede dog alt i fin stil og vandt sikkert, – som jeg så det!

I de 3 sidste partier skete mærkelige ting.

Tommy stod bedst i sit parti, ikke nogen tvivl om det. Det var Tårnslutspil og jeg sad lige ved siden af og kiggede på det. Jeg kom frem til at Tommy stod bedst og sikkert ville vinde en bonde. Det fik vi aldrig at se, for modstanderen opgav pludselig.

Lars Nielsen stod godt fra åbningen, men i midtspillet var alt mere uklart. Over mod slutspillet var fordelingen af brikker at Lars havde Tårn og 2 Løbere samt et par bønder mod 2 Tårne og et par bønder samt yderligere 2 meget farlige fribønder. Stillingen var altså rygende uklar og da modstanderen spillede et uforsigtigt træk ville Lars (måske) vinde et Tårn for den ene Løber og på den måde have en officer i overskud. Men, – modstanderen havde jo stadig 2 farlige fribønder, så alt kunne ske. Heller ikke her vi fik syn for sagen idet Lars´s højtratede modstander pludselig opgav med udsigten til at miste et af Tårnene. Højst besynderligt.

Kewin var sidst færdig. Han stod godt gennem det meste af partiet, men op mod tidnøden blev han snydt af en smart finte. Modstanderen vandt en kvalitet og havde angreb, men på en eller anden måde lykkedes det Kewin at få Dronningerne byttet af og man fik et slutspil hvor Kewin blot havde Springer og 4 bønder mod Tårn og 2 bønder. Det var sikkert tabt for vores mand, men Holstebro manden så syner i 5. spilletime, mistede overblikket og Kewin kæmpede sig til en flot sejr!

Tommy blev topscorer på det svære 2. bræt med flotte 4½/7. Kewin gjorde det også fint med 3/6. Reserven Lars Nielsen gjorde det forholdsmæssigt klart bedst med 3/4 mod stærk modstand! Andre gjorde det temmelig elendigt, f.eks. mig selv.

Med dette ellers fine resultat rykker vi ned i Mesterrækken, og det er vist ikke sket i Divisionsturneringens 60 årige historie.

For mig selv betyder det også en afslutning på over 50 års divisionsskak, – æv!

Per Andreasen

Nørresundby – Aalborg 2

I 6. runde af divisionsturneringen havde vi hjemmebane mod Aalborg II.

Resultatet blev 4-4 og det er jo helt elendigt for os, men trods et resultat vi sikkert kunne være bedst tilfreds med. Flere partier svingede en del fra side til side.

På bræt 2 – 3 og 4 var der rimeligt hurtige remisser til Tommy, Grevlund og Jan. Det var min fornemmelse at vi stod dårligst i alle 3 partier, helt sikkert var i hvert tilfælde Jan og Grevlund skidt kørende undervejs, men remis.

Arne Hove spillede mod Aalborgs unge Yehor. Et underligt og uhyre dårligt spillet parti af begge spillere. Yehor ofrede helt unødvendigt en officer for nærmest ingenting, hvorefter Arne trak lynhurtigt og selv satte en officer i slag lige med det samme. Det gik lige fra gevinst til tab på ca. 7 sekunder.

Kewin spillede igen et godt parti og overspillede altid farlige Stanislaus, 1-0 til os.

Lars Nielsen parti startede smukt og han overspillede Simon Nørgaard fuldstændigt. Da sækken skulle snøres spillede Lars helt forkert og havnede i et Tårnslutspil der var helt tabt. Her var vi heldige, det blev så remis.

Ole vandt et fint angrebsparti mod Arne Fjordside. Jeg tror at Arne stillede sig for passivt op, og hans modspil kom aldrig rigtigt i gang, og Ole afsluttede partiet med maner!

Jeg havde de sorte brikker mod Mads Alberg. Jeg fik en fin åbning og stod lidt bedre efter 14 træk. Herefter begyndte jeg at spille ukoncentreret og unøjagtigt, og med mange præcise træk fik Mads overtaget. Jeg blev reelt udspillet af en stærkere modstander, det er der jo ikke noget at gøre ved. Trækket før jeg gav op fik jeg en gylden chance. Et uhyre simpelt træk havde sikret mig remis med det samme, men jeg så det ikke, det var bare for ringe.

Altså 4-4 mod Aalborg II. Rigtig Skidt. For få år siden kunne vi banke Aalborg I uden problemer. Det går op og ned i Livet og også i skak. Lige nu går det mest ned for os….

Per Andreasen.

Nørresundby – Skive II

Vi var store favoritter mod Skive II, men ak, vi måtte nøjes med 4-4 og det var ikke så godt.

Først færdig var Jan og Arne på bræt 4 og 5, de spillede begge en udramatisk remis mod deres respektive modstandere.

På 6. bræt tabte Ole Rysgaard mod en stærkt spillende modstander. Det var indviklet, men heller ikke i efteranalysen fandt vi noget godt for Ole, og modstanderen havde helt styr på varianterne.

Kewin måtte også ned på bræt 7, han stod ellers godt undervejs, men et eller andet gik galt, jeg så ikke hvad.

På bræt 2 havde Tommy hvid mod Mirsad Subasic. Mirsad forsvarede sig godt og reddede partiet over i et klart remis slutspil, et Tårn og 2 bønder til hver der stod pænt over for hinanden. Mirsad tilbød remis, men vores mand fortsatte ufortrødent og pludselig satte modstanderen en bonde i slag og tabte partiet. Et meget heldigt point til os.

Gottschalck spillede remis på bræt 8 mod unge Marius Sørensen. Så vidt jeg kunne se spillede man træks teori, og det var mit indtryk, at Gottschalck kom til at stå bedst. Remis blev resultatet, jeg tror det var et nogenlunde korrekt parti.

Jeg selv vandt på 1. bræt over en anden gammel mand, Frode Melgaard. Det var nogenlunde lige det meste af vejen, men omkring træk 30 mistede min modstander orienteringen og måtte ned. Partiet viste dog ikke klart at der er 400 ratingpoints forskel på os!

Sidst færdig var Per Grevlund på 3. bræt. Per spillede som sort et mønsterparti og stod til gevinst flere gange i partiet. Han kunne i midtspillet have vundet i angreb, men foretrak at undvige komplikationerne for at trække partiet over i et slutspil der også var klart vundet. Per kiksede flere gevinster i Tårnslutspillet, og til sidst måtte han nøjes med remis. Det skal med i historien, at modstanderen forsvarede sig virkelig godt og aktivt i et meget ringe Tårnslutspil, og han tog de chancer han fik.

Dermed sluttede det altså 4-4 og det var jo ikke så godt. Det er svært at glæde sig over 1 matchpoint, også selv om det var årets og turneringens første.

Per Andreasen

Nørresundby – Kjellerup 2½-5½

Jeg havde rigeligt at se til i mit eget parti, så det var ikke meget jeg så til resten af holdet. Nå, men vi tabte i hvert tilfælde 2½-5½, vores forventede var 3, så ratingmæssigt var det ikke en katastrofe. Alligevel er det jo skidt, at vi har tabt efterårets 4 kampe.

Til dagens kamp var vi ramt af afbud, 3 stk., men det var nu ikke derfor det gik galt. Reserverne gjorde det fint og lavede 1½ points.

Jarl Mølgaard var tilkaldt i sidste øjeblik og havde oven i købet de sorte brikker på 7 bræt. Det hindrede ham ikke i at spille et super godt parti, og han vandt stensikkert.

Også Lars Nielsen på bræt 8 spillede fint og det blev en rimelig fredelig remis. Trækket før man tog remis havde Lars chancen for et meget (måske afgørende) kvalitetsoffer, men ingen af spillerne havde det på nethinden.

Den sidste reserve, Christian Gottschalck måtte ned. Mit indtryk undervejs var, at Christian stod godt og havde masser af chancer undervejs. Partiet var yderst kompliceret og et eller andet gik galt for Christian.

Grevlund og Hove kom begge skidt ud af åbningen med de sorte brikker og tabte begge, det så ikke ud som om, at de på noget tidspunkt fik noget modspil.

Jan Nielsen kom vist også fint ud af åbningen, men i midtspillet spillede hun unøjagtigt og måtte ned.

Tommy tog en rimeligt hurtig remis mod en stærk modstander, et udmærket resultat.

Jeg selv havde de sorte brikker mod det 13 årige stortalent Emil Zander. Emil har ca 2150 i ELO medens jeg har 2200. Da min kurve er brat faldende og hans er støt stigende, ja så vidste jeg jo godt, hvem der reelt er den bedste spiller, også inden vi startede partiet. En aldersforskel på 55 år, det er jo noget.

Emil spillede åbningen meget hurtigt og selvsikkert. Jeg kom under vældigt pres, men forsvarede mig vist udmærket. Emil fandt ikke noget afgørende og vi tog remis på mit forslag. Også i efteranalysen viste Emil, at han forstår mere af spillet end de fleste!

Per Andreasen