1990-94
Hvor det ikke voldte de store problemer at undgå nedrykning i sæsonen 90/91, oplevede vi et af de allerværste nedrykningsslag året efter. Medvirkende til problemerne var, at Per Andreasen havde afbud i de sidste 4 kampe.
Vi tabte 6-2 til Skolerne i sidste runde, men heldigvis vandt danmarksmestrene fra Århus Skakklub så stort som 7-1 over Læseforeningen, så vi sneg os ind på en 6. plads, og
Læseforeningen med stormester Curt Hansen i spidsen måtte ned i 2. division sammen med SK 1968.
John Madsen sikrede et af de nødvendige point i den afsluttende kamp og kommenterede partiet til klubbladet:
1992/93
Allerede før divisionsturneringen var startet, var førsteholdet i nedrykningsfare, hvis man skulle tro lokalavisens skakskriver, Jesper Salomonsen. Det voldte nu ikke de store problemer at undgå bundpladserne dette år, og holdet sluttede på en 4.plads med 30 point.
Debutant på holdet var klubbens nye medlem, Jens Jørgen Christiansen. Jens Jørgen var ufattelig heldig i næsten alle sine partier og scorede 5½ af 7. Det allerværste horn fik han ind på Tim Jaksland fra Espergærde:
Det var vist også det år andetholdet skulle spille afsluttende runde i Tjele. Holdkaptajnen, Eddie Poulsen, tog af sted dagen før og besøgte familie i nærheden. Det halve hold kørte i bil, mens de sidste måtte klare sig med offentlige transportmidler.
Nu er det en besværlig affære, når man skal til Tjele, men det kan da lade sig gøre, og Eddie havde instrueret dem grundigt i bustider osv.
Der var bare den hage ved det, at de tider, spillerne havde fået opgivet, ikke passede! Så det halve hold stod søndag formiddag på en øde landevej, og der var ikke andet at gøre end at bruge tommelfingrene.
Til alt held blev de samlet op af et andet skakhold (vistnok fra Hjørring) og nåede således frem i tide. Eddie blev selvfølgelig kørt til døren af den kærlige familie.
Stormester!
Bent Sørensen
1994 var året, hvor Bent Sørensen blev stormester i korrespondanceskak, 11 år efter hans europamesterskab.
Titlen kom i hus, da han scorede 10 point af 14 mulige i CCCA-70. Forkortelsen står for det canadiske k-skakforbunds 70 års jubilæum. Blandt deltagerne var der 5 stormestre og 6 internationale mestre, og Bent opnåede 7 gevinster, 6 remiser og et nederlag. I skrivende stund er turneringen ikke afsluttet, men det sandsynligste er, at Bent bliver nr. 2.
1993/94
Andetholdet rykkede op i 2. division! Mesterrækkeholdet var også tæt på oprykning, men ikke tæt nok. Førsteholdet holdt skindet på næsen i 1. division, og da Nordre rykkede ned, kan vi nu prale af at være det hold i divisionen, der har spillet der længst uden afbrydelse: 19 sæsoner i træk. Så må vi se, hvor længe det holder.
Klubben har nu 60 år på bagen, og det blev behørigt fejret med en fest på Stygge Krumpen den 11. juni 1994. Til lejligheden havde medlem nr. 1, Erik Pedersen, skrevet en sang.
Epilog
Nu er det blevet til en del sider med begivenheder og resultater i kronologisk rækkefølge. Jeg kunne nemt have skrevet meget mere – især fra de sidste 17 år, hvor jeg selv har været medlem. Der er mange historier, som ikke kom med, men de må vente til en anden gang, for der var jo det med plads, tid og stoflig selvbeherskelse…
I denne genre forventes det ligefrem, at man pudser glorien. Enhver klub har sit særpræg, sin skakkultur eller “ånd” om man vil, men når man læser det foranstående, står der ikke meget om, hvad der er særegent for Nørresundby Skakklub, selvom man da nok kan læse noget mellem linierne.
Jeg vil fremhæve to ting: det seriøse og det sociale.
Nørresundby Skakklub præges naturligvis af, at den de sidste årtier har været landsdelens stærkeste klub. Seriøs skak tages seriøst.
Hvis spilleforholdene ikke er i orden, og der hersker larm, snak og tummel, bliver spillet useriøst. Den uhøjtidelige og løse holdning kan siden være svær at aflægge, når det så virkelig gælder i “rigtige” turneringer.
I Nørresundby lægges der stor vægt på, at spilleforholdene ikke blot skal være “i orden”, men så gode som man formår at skabe dem. Så præsterer spillerne deres bedste.
Klubbens spillere og officials har med denne holdning bidraget til at højne kvaliteten af såvel helt lokale stævner som DM i 1979, 1984, 1989 og 1994.
Men skæg for sig og snot for sig…
Det rituelt seriøse gælder kun i turneringslokalet og gangen udenfor, og alt det, der her er forbudt, er tilladt i kaffestuen, hvor der lynes, analyseres, snakkes og grines.
Og så er der det med, at man hygger sig … Det er selvfølgelig ikke noget særegent for Nørresundby, men sammenhold og samvær har skabt venskaber, der ikke begrænser sig til 64 felter.
Og her tænker jeg ikke på, at en stor gruppe ofte har svært ved at skilles torsdag aften, når klubben lukker, og fortsætter samværet på Kroghs Vinstue, omend det også er ganske hyggeligt. Her er det ikke kun skak, der analyseres.
Det har ofte slået mig, når førsteholdet er til dobbeltrunde i København eller Århus, at hvor de andre hold ofte færdes spredt, er Nørresundbys hold samlet.
Spillerne kan li’ at være sammen og har det sjovt, og det bevirker, at Nørresundbyholdet ofte bliver en social magnet for andre skakspillere, og det gør bestemt ikke rejserne kedeligere.
Eric Bentzen, 1994