1. division gruppe 2 – af Per Andreasen
Det lykkedes os – med hiv og sving – at blive i 1. division, men det var bestemt mere held end forstand.
Der har været en ringe dækning her på hjemmesiden af vores matcher, og det er min skyld. Jeg vil forsøge at gøre det bedre næste sæson, ligesom jeg vil forsøge at skaffe partier at lægge ind. Der er lidt teknik jeg skal have på plads, men måske det går….
Her følger et meget kort referat af sæsonens matcher.
1 runde: Nørresundby – Evans 4½-3½. Et fint resultat – ikke så meget at sige, rimeligt var det vist også.
2 runde: Nørresundby – Viborg 3-5. Det var til gengæld et meget ringe resultat. Mod et afbudsramt Viborg hold burde vi kunne sætte os igennem, men det kunne vi altså ikke, og nederlaget er der ikke noget at sige til.
3 runde: Nørresundby – Herning 5½-2½. Det var til gengæld sæsonens absolut bedste præstation mod et hold, som vi meget ofte taber til. Vi var heldige i flere partier, blandt andet på 1. bræt, hvor Bjarne blev fuldstændig udspillet af Ole Helmer Mikkelsen. Ole kunne have vundet på talrige måder, men på en eller anden måde lykkedes det for Bjarne at holde gryden i kog, og minsandten om han ikke vandt til sidst.
Til gengæld var det fuldstændig idiotisk at jeg ikke vandt slutspillet over Finn Pedersen. I en klar gevinststilling spillede jeg pludselig alt for løst, og til sidst måtte jeg være glad for remis. Ret elendigt.
4 runde: 1968 II – Nørresundby 4½-3½. Ikke godt, men igen kunne vi ikke klage over resultatet. Jørgen Jørgensen spillede et godt og stilrent parti.
5 runde: Nørresundby – 1968 I 3½-4½. Her var vi heldige at modstanderen var afbudsramt, ellers kunne vi godt have fået den helt store gyngetur.
6 runde: Skive – Nørresundby 6-2. Det var til gengæld et fuldstændig pivringe resultat, ja faktisk det ringeste resultat jeg nogensinde har været med til i mine 35 år på Nørresundbys 1. hold. Jeg synes ikke vi kan klage for meget her. Jens Jørgen og Eddie tabte gode stillinger, men til gengæld så Jørgen Jørgensens gevinst ikke for stilsikker ud. Unge Thybo ofrede glat et Tårn mod Bjarne på 1. bræt, og vores stærke mand blev denne gang fuldstændig mast! Børge afslog remis og tabte.
Derfor var vi pludselig i nedrykningsfare inden sidste runde, og hvis alle de andre resultater gik os imod i sidste runde, ja så skulle vi have 4-4 mod ”Springeren” fra Kolding for at holde os i 1 division.
7. runde: Vi havde 3 afbud til den kamp, og da vores bedste reserver ikke ville/kunne spille, ja så så det lidt skidt ud. Men, men, men endelig trådte de gamle til. Svend vandt endelig et stilrent parti i fin stil og minsandten om ikke Børge – 84 år om en måned – fulgte trop men en fin gevinst! Bjarne og jeg havde på det tidspunkt spillet remis så vi havde nu 3 points. Tilbage sad reserven Niels Jacobsen med et helt håbløst tårnslutspil og den anden reserve Poul Erik Nørgård Olesen havde efter meget fint spil med de sorte brikker fremtvunget en gevinststilling. Det var yderst nervepirrende. Først færdig var Niels der fandt nogle fine forsvarsressourcer, således at modstanderen indvilligede i en trækgentagelse – formentlig stadig i en gevinststilling! Poul Erik spillede ikke det bedste i slutspillet, men remis fik han alligevel og dermed sluttede matchen 4-4 og vi klarede os mirakuløst. Resultatet betød også at vores direkte modstander rykkede ned sammen med Skive.
Jørgen Jørgensen blev topscorer med 4/6 – Bjarne lavede 4/7 på det svære 1. bræt og Jens Jørgen var den eneste på holdet der vandt en smule rating med 3/6.
Jeg kan selvfølgelig ikke være tilfreds med mine 7 remisser. Et af problemerne er jo som sædvanlig, at jeg næsten altid kommer direkte fra en meget travl nattevagt, og simpelthen ikke har energi til at spille, og i øvrigt også spiller betydeligt dårligere end tidligere.
Det er første gang vi har været millimeter fra at rykke ud af 1. division. Vi må selvfølgelig indse, at vi slet ikke har tidligere tiders ”skræmmende” styrke, men efterhånden har et ret ordinært hold. I fremtiden må vi sikkert belave os på, at kigge nedad i tabellen og ikke opad!
Tak til Jens Jørgen Christiansen for holdleder tjansen i år. Næste år er jeg holdleder.
Af Per Andreasen
Tillykke med status quo. – Det betyder jo et eller andet for klubben , og seføldig osse for jer som spiller i dette miljø – – og det med dine vagter — jeg om nogen ved hvor hårdt det er at skulle spille skak efter en arbejdsdag . Og 7 remisser er sgu ikke så ringe .
mvh Lars Nielsen