Af Christian Gottschalck
Skakspillere, der besøger skak.dk indimellem, vil her på det seneste formentlig have undret sig en smule over på Dansk Skak Unions side med turneringsindbydelser at være stødt på en ”turnering” med det umiddelbart noget usædvanlige navn: Christian versus Jesper. Hvorfor lidt nærmere information, om hvad det nu er for noget, nok vil være på sin plads. Her er forhistorien:
Da jeg for snart 35 år siden besluttede mig for at blive medlem af en skakklub her i Aalborgområdet, valgte jeg Nørresundby, der som bekendt har sin klubaften om torsdagen. Den eneste grund, til at det ikke blev Aalborg Skakforening, var, at jeg på det tidspunkt stort set aldrig havde mulighed for at møde om tirsdagen, der dengang som nu var Aalborgs klubaften. Imidlertid ændrede dette sig ikke så forfærdeligt længe efter min indmeldelse i Nørresundby til den modsatte situation, så det blev torsdag, der blev problemet. Hvilket er grunden til, at jeg kun sjældent har været at finde blandt deltagerne i vores klubturnering.
Nu forholder det sig imidlertid sådan, at jeg af natur er den trofaste type, så selvom det syntes oplagt at skifte til Aalborg, er jeg blevet i Nørresundby. Dog begyndte jeg i starten af halvfemserne at spille med i Aalborgs klubturnering og har været med dér talrige gange siden.
I de senere år har jeg imidlertid valgt i langt overvejende grad at deltage i skakturneringer i weekends (for eks. Nordjysk Grand Prix, Odensemesterskabet, Løvfaldsturneringen i Skørping) og i ferier (for eks. DM, Copenhagen Open, der tidligere oftest kaldtes Politiken Cup og efter et sponsorskifte nu Xtracon Chess Open). Vort ærede medlem, IM Bent Sørensen, og jeg er ofte mødtes ved den slags skakbegivenheder i forskellige hjørner af Kongeriget, og det er mit indtryk, at han finder det en smule morsomt og er blevet noget overrasket over, at jeg – på trods af, at jeg nærmest aldrig viser mig i klubben om torsdagen, alligevel må anses for en rimeligt aktiv skakspiller. Alene her i foråret og den kommende sommer er jeg tilmeldt DM i Svendborg, Kronborg Chess Open i Helsingør og Xtracon Chess Open, ligeledes i Helsingør. Og så er der ”selvfølgelig” også lige Skørping Grand Prix (hurtigskakturnering) på Terndrup Skole den 23. marts.
Og apropos… I mit seneste indlæg her på hjemmesiden, der handlede om Hjallerup Grand Prix d. 16. februar, nævnede jeg, at jeg op til turneringen havde trænet sammen med Jesper Dahl Hansen fra Aalborg Skakforening. Jesper og jeg mødtes første gang under Aalborg Byturnering i 2017, og lige siden har vi ofte – privat – spillet lyn- og hurtigskak mod hinanden. Det er altid vældig hyggeligt, og jeg tror godt, jeg kan påstå, at vi har det tilfælles, at vi begge er ”bidt af en gal skakspiller”, hvorfor vi altid kan finde tid til at dyrke vort pragtfulde spil, selvom vi hver især har en travl hverdag.
For nylig foreslog jeg så Jesper, at vi skulle spille en lille match mod hinanden. Ratet og alting. Hvilket Jesper straks var med på. Vi enedes om at spille bedst af fem partier og således, at alle fem runder gennemføres uanset resultaterne undervejs.
En match som den her omtalte er vist ikke særligt ofte forekommende i Danmark. Selvom der givetvis har været andre, kan jeg umiddelbart kun komme i tanker om Jens Enevoldsen – Bent Larsen i 1953, der endte uafgjort 3-3, og Bent Larsen – Eigil Pedersen året før, som sidstnævnte vandt 1½-2½. (Den på det tidspunkt 17-18 – årige Bent Larsen var endnu ikke helt den store mester, han udviklede sig til meget snart efter: i 1954 blev han IM og allerede i 1956 kunne han skrive GM på sit visitkort efter at være blevet topscorer på 1. bræt ved olympiaden i Moskva det år!) Fra nyere tid husker jeg tydeligt matchen: Bent Larsen – Curt Hansen i 1988, som Larsen vandt 3½-2½, og matchen på Valdemars Slot på Tåsinge mellem Garry Kasparov og Curt Hansen i 1990. Denne dyst var kun på 2 partier, og Kasparov vandt med 1½-½.
På trods af at vi hverken hedder Bent Larsen eller Curt Hansen eller andet fornemt; men bare er et par glade amatører, som må erkende, at der uheldigvis pga. arbejde og andre forpligtelser ikke er mulighed for at være med i alle de turneringer, vi har lyst til, kan vi jo alligevel sagtens iværksætte vores egen lille match og sørge for, at den finder sted, når vi har tid! Og nu er vi i gang! Vores formand, Arne Hove, har været så venlig at sørge for det praktiske med at oprette matchen på Dansk Skak Unions turneringssystem under navnet: Christian versus Jesper, og han har lavet rundekort med mere. Tusind tak, Arne! Efter fælles ønske afvikles samtlige partier hos mig i weekends her i marts måned, og 1. runde fandt sted i lørdags d. 2. marts. Jeg havde Sort og tabte desværre. Jesper spillede fint; det kan man desværre ikke påstå, at jeg gjorde! En skidt start; men som man siger: Et slag er tabt; men der er tid til at vinde et nyt! Det, satser jeg kraftigt på, vil ske, og det må meget gerne være allerede på næste lørdag, den 9. marts! 😊
Så er vores lille match i gang! 😊