1. division gruppe 2, Nørresundby – Fredericia

Skrevet af Per Andreasen

Jeg var noget nervøs for denne match mod Fredericias meget stærke hold. Overraskelsen var derfor stor da det viste sig, at Fredericia valgte at stille med et næsten rent andethold. Fra deres ordinære opstilling manglede bræt 1-2-3-4-6-8. Flere af spillerne er ”professionelle” og spillede denne weekend for deres tyske hold. Det var selvfølgelig fint for os, men knapt så godt for vores konkurrenter til nedrykningen fra 1. division.

Vi skulle derfor omstille os til pludselig at være favoritter på alle brætter, og vores forventede score var ca. 5½ point.

Der var 3 hurtige pointsdelinger. Jørgen Jørgensen, Bent Sørensen og Jens Jørgen Christiansen. 1½-1½ og 5 partier igen.

Jeg havde jo som sædvanlig været på natarbejde og var igen træt og uoplagt. Efter en time tilbød jeg remis, men min unge og ambitiøse modstander afslog. Nå, så måtte jeg jo til at tænke, ærgerligt. Det blev dog et rimeligt korrekt parti, hvor min modstander i begyndende tidnød og med helt uklar stilling tilbød remis, og jeg blev svag, – desværre. Det var pivringe at jeg ikke fortsatte!

Da jeg tilbød remis efter en time, ja så smittede det straks af på bræt 2, hvor stærke Carsten Bank-Friis tilbød vores Bjarne Hansen remis. Bjarne afslog også (naturligvis), og selv om stillingen ikke var helt overbevisende, så mosede Bjarne på og vandt i overlegen stil!

Så var der Eddie. En lige åbning, men efterhånden blev den meget lavere ratede modstander overspillet, og Eddie vandt slutspillet overlegent.

Dermed var det 4-2 til os med 2 partier tilbage, Svend stod til gevinst og Børge stod til tab. Efter tidnøden fandt Svend nogle præcise træk og vandt slutspillet stensikkert.

På dette tidspunkt var jeg blevet færdig med at spille, og skulle straks hjem og sove før den næste nattevagt. Stor var min overraskelse da jeg læste resultatet af den sidste kamp, hvor Børge havde vundet. Jeg ved altså ikke hvad der skete, men jeg gætter på, at den meget lavt ratede modstander fik gummiarm og gik helt forkert i slutspillet.

Dermed fik vi en sikker sejr på 6-2, og nu tror selv ikke pessimisterne på, at vi denne gang rykker ned fra 1. division. Vi skal tabe med 1-7 mod Haderslev i sidste runde for at det skal gå galt, og det sker næppe!

One thought on “1. division gruppe 2, Nørresundby – Fredericia

  1. Bent Sørensen

    Det var dejligt, at 1. holdet sikrede sig en ny sæson i 1.division. Vort 2. hold mødte i aftes et Aalborg hold i en oprykningskamp, og de var lige ved at kvalificere sig. Kravet var en sejr på 4½-1½.
    Efter 2 timers spil var jeg fuld af optimisme. Jeg syntes, vi stod godt i samtlige partier. Resultatet blev overraskende 5 remier og en enkelt gevinst til os. Det var lange Lars, der vandt. Han spillede et rigtigt godt kampparti. Børge var den sidste, der blev færdig. Han kæmpede ihærdigt og havde en klar fordel, men måtte til sidst nøjes med en evig skak.

    Jeg er ked af, at vi ikke fik 2 divisionshold, men nu må vi se, hvordan Aalborg reagerer. De har et problem med, at mange af deres spillere ikke bryder sig om søndagskampe. Derfor spekulerer de på, om de ønsker 3 disionshold.

    Svar

Skriv et svar til Bent Sørensen Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.