Månedsarkiv: marts 2019

Mesterrækken 2018 / 2019

Holdturneringen i 7 HK startede med at Hjallerup meddelte at de ikke kunne stille 6 mand. Derfor rykkede vores A-hold op i mesterrækken. Derved skulle de bruge 2 spillere mere og vi måtte ofre vores B-hold. 3. holdet blev yderligere svækket ved, at Søren Dyhr blev syg og næsten blind og derfor kun spillede 1. runde. Heldigvis overtog vores superreserve Lasse Svendsen hans plads.
Det viste sig hurtigt, at 3. holdet ikke havde styrken til at spille i mesterrækken og endte på sidstepladsen med 11 point. Det lykkedes dog for dem at spille lige op med Brønderslev. Topscorer blev Lasse Svendsen med 3 af 7 på 1. brættet.
2. holdet blandede sig i topstriden og skulle blot vinde 4½ – 1½ over topholdet Aalborg 4 for at få en omkamp om oprykning til 2. division. Det blev dog kun til en sejr på 3½ – 2½ så vi måtte nøjes med 2. pladsen og fortsætte i Mesterrækken. 2. division gruppe 4 bliver domineret af Aalborg næste sæson med de 3 hold de får i gruppen. Jeg tror at 2. holdet kunne have rykket op, hvis ikke vi havde fået så mange afbud fra Lars Jensen og Per Grevlund (de havde 2 hver). Topscorer blev Arne Hove med 5 af 7 point.

Klubturneringen færdigspillet

Vores traditionelle klubturnering er nu afgjort. Per Andreasen vandt suverænt og er igen klubmester med 7½ point 1½ point foran Sune Kovshøj på andenpladsen. På tredje pladsen kom Børge Pedersen med 5½ point.

Basisrækken bestod af 18 spillere med en kæmpe ratingvariation fra 958 til 1956. Der skulle bare have været to flere for at gruppen blev splittet op. Derfor indførte vi 3 ratingpræmier. Resultatet blev:
1. præmie Niels Jørn Andersen 7½ point
2. præmie Henning Larsen 6 point og 42 i korrektion
3. præmie Kewin Pedersen 6 point og 41½ i korrektion
Bedst under 1700 Jesper Dahl Hansen 5½ point
Bedst under 1500 Per Jacobsen 5½ point
Bedst under 1200 Peter A. K. Hove med 3 point og 32 i korrektion foran Pia med 31 i korrektion

Jeg håber vi får 3 grupper næste år så vi undgår for store ratingspring.

1.division gruppe 2, Nørresundby – Haderslev

Af Per Andreasen

Divisionsafslutningen blev spillet i Viborg, alle 8 hold var som sædvanlig samlet. Det er jo altid hyggeligt at få hilst på alle de gamle hoveder.
Inden sidste runde var nedrykningen afgjort, og vi kunne spille frit mod Haderslev. Igen mødte vi et afbudsramt hold, og vi var derfor kæmpefavoritter.
Først færdig var Svend, som i midtspillet pludselig satte en officer rent i slag og straks måtte opgive. Jeg har spillet på hold med Svend i 35 år, og jeg erindrer ikke tidligere, at have set noget lignende fra hans hånd. Det var en træls afslutning på sæsonen for Svend, der ellers havde gjort det udmærket.
Kort efter vandt Eddie og Poul Erik på de 7 og 8 bræt hvor de mødte meget svag modstand.
Jens Jørgen fik hurtigt en overvældende stilling og vandt i fin stil.
Veteran opgøret på 5 bræt mellem Kai Bjørnskov – 76 år – og Bent Sørensen – 75 år – udviklede sig hurtigt til en vild forestilling. Bjørnskov havde et stærkt angreb, men Bent forsvarede sig godt og det hele løb ud i sandet for Bjørnskov, og Bent kunne indkassere et helt point.
Så var der de 3 partier i toppen tilbage. Jeg fik med de sorte brikker en fordelagtig stilling, men jeg troede undervejs at jeg stod bedre end jeg egentlig gjorde. I midtspillet afslog jeg remis, men da jeg fejlagtigt byttede for mange brikker, så fik min modstander udlignet til et helt dødt slutspil, og jeg måtte affinde mig med den halve. Det var ringe spillet af mig.
Bjarne vandt som sædvanlig i fin stil. Han mødte ikke uefne Per Hansen. Bjarne stillede sig stille og roligt op med en lille fordel, og i midtspillet spillede han bare bedst, og Haderslev manden måtte ofre en bonde for ikke at blive trykket helt flad. Lige lidt hjalp det, en meget sikker sejr til vores (nye) mand.
Sidste mand tilbage var Jørgen Jørgensen. I midtspillet vandt han en kvalitet, og han måtte have haft en gevinststilling. Jørgen kom dog i stærk tidnød, og han greb forkert. Stillingen var dog også utrolig indviklet, og ikke engang i efteranalysen fandt vi noget der var helt klart. Jørgen havde tilsyneladende en meget stor chance – Lxe5 – , men han så det ikke og endte med at tabe på tid i træk 40, tilsyneladende stadig i en uklar stilling.
Med sejren på 5½-2½ så det pænt ud for os i slutstillingen, hvor vi endte midt i feltet. Det ændrer ikke ved, at vi det meste af sæsonen lå i bunden og var i akut nedrykningsfare.
Inden sæsonen fik vi frisk blod til holdet i form af Bjarne Hansen tidligere 1968, Århus. Han er på alle måder et fint bekendtskab, og oven i købet så spiller han betydeligt bedre skak end nogen anden spiller på vores hold. Han blev da også topscorer på holdet med 4½/6, oven i købet på det svære 2. bræt.
Nævnes skal også vores reserve, Børge Pedersen, 83 år i næste måned, der gjorde det glimrende med 2½/4!
Et par stykker på holdet gjorde det rimeligt, medens de fleste gjorde det decideret ringe, herunder mig selv. Samlet præsterede holdet langt under forventet. Det er svært at sige hvorfor, men måske er vi bare ikke så gode, som vores forholdsvis høje ratingtal antyder…
I næste sæson vil jeg prøve at ”krydre” mine referater med spillede partier eller parti fragmenter.

Jens Kølbæk Danmarksmester 65+

Af Jens Kølbæk

Senior dm på kursuscentret Saksild Strand 11.-17. februar 2019
Vi var 27 deltagere i 65+ klassen, som mødtes på dette dejlige sted 11. februar. Blandt dem var også sidste års mester Peter Birk Petersen. Efter at have vundet de 3 første partier var jeg et halvt point foran de nærmeste forfølgere. I runde 4 mødte jeg så Peter Birk. Det blev et langt dramatisk parti, som det lykkedes at vinde efter 72 træk. Jeg fik ny dronning i træk 62 og han i træk 63. Med tårn, den nye dronning og kongerne midt på brættet, lykkedes det at føre partiet frem til en stilling, hvor han ville gå mat. Nu var jeg så et helt point foran og kunne efter to remiser nøjes med remis i sidste runde mod Jørgen Hvenekilde.

17. februar runde 7.
Hvid: Jørgen Hvenekilde
Sort: Jens Kølbæk
Kongeindisk
1.d4,Sf6 2.c4,g6 3.Sc3,Lg7 4.e4,d6 5.Le2,0-0 6.Le3,
Til de to sidste træk brugte Hvenekilde lang tid selv om han vist nok har spillet det før. Mig bekendt er det en variant, som ikke spilles ret tit.
6.-,e5 7.d5,Sbd7 8.g4!,
Hvenekilde er altid farlig. Hvis han vinder vil han nå op, og flere vil måske nå op.
8.-,Sc5 9.f3,a5 10.h4,Se8
Den anden mulighed var 10.-,h5, som måske er bedre .Det er bestemt ikke ufarligt, at få to åbne linjer ned mod kongen.
11.h5,f5 12.hxg6,hxg6 13.gxf5,gxf5 14.Kd2!,
Et stærkt træk, som igen tog lang tid. Jeg var nu næsten en halv time foran på tid.
14.-,Sf6 15.Df1!,
At tage bondegevinsten nu på e4 er vist livsfarligt, så jeg valgte at lukke af og forsøge at flygte.
15.-f4 16.Lf2,Kf7 17.Lh4,Th8 18.Sh3,Sfxe4+!
Under analyserne bagefter, sagde Hvenekilde, at dette træk havde han naturligvis set. Men han håbede, at jeg ikke så det!
19.fxe4,Dxh4 20.Sf2,Dg3 21.Txh8,Lxh8 22.Dh1,Lf6 23.Tg1,Dh4! 24.Dg2,Ld7
En mulig variant er nu 25.Dg6+,Ke7 26.Th1,Le8! 27.Dh7+,Dxh7 28.Txh7,Lf7 29.Lh5,Tf8 30.Sb5,Sa6 31.Sg4,Lg5 32.Tg7,f3+ 33.Txg5,Lxh5 34.Txh5,f2 med sandsynlig remis. Der er andre varianter, men ingen synes at give hvid fordel. Snarere tværtimod.
25.Lg4?!
Spillet efter lang betænkning og med remistilbud! Efter en kort betænkning tog jeg imod, selv om der må være gode gevinstchancer efter 25.-,Th8! 26.Lxd7,Sxd7 27.Dg6+,Ke7 28.Sg4,Dh7! 29.Sxf6,Sxf6 30.Dg7+,Dxg7 31.Txg7,Kd8 32.Sb5,Se8

Peter Birk Petersen vandt i øvrigt over Jens Hartung Nielsen i sidste runde og blev nr. 2 med 5 point efter mine 5½ point ud af 7 mulige.

Christian versus Jesper

Af Christian Gottschalck

Skakspillere, der besøger skak.dk indimellem, vil her på det seneste formentlig have undret sig en smule over på Dansk Skak Unions side med turneringsindbydelser at være stødt på en ”turnering” med det umiddelbart noget usædvanlige navn: Christian versus Jesper. Hvorfor lidt nærmere information, om hvad det nu er for noget, nok vil være på sin plads. Her er forhistorien:
Da jeg for snart 35 år siden besluttede mig for at blive medlem af en skakklub her i Aalborgområdet, valgte jeg Nørresundby, der som bekendt har sin klubaften om torsdagen. Den eneste grund, til at det ikke blev Aalborg Skakforening, var, at jeg på det tidspunkt stort set aldrig havde mulighed for at møde om tirsdagen, der dengang som nu var Aalborgs klubaften. Imidlertid ændrede dette sig ikke så forfærdeligt længe efter min indmeldelse i Nørresundby til den modsatte situation, så det blev torsdag, der blev problemet. Hvilket er grunden til, at jeg kun sjældent har været at finde blandt deltagerne i vores klubturnering.
Nu forholder det sig imidlertid sådan, at jeg af natur er den trofaste type, så selvom det syntes oplagt at skifte til Aalborg, er jeg blevet i Nørresundby. Dog begyndte jeg i starten af halvfemserne at spille med i Aalborgs klubturnering og har været med dér talrige gange siden.
I de senere år har jeg imidlertid valgt i langt overvejende grad at deltage i skakturneringer i weekends (for eks. Nordjysk Grand Prix, Odensemesterskabet, Løvfaldsturneringen i Skørping) og i ferier (for eks. DM, Copenhagen Open, der tidligere oftest kaldtes Politiken Cup og efter et sponsorskifte nu Xtracon Chess Open). Vort ærede medlem, IM Bent Sørensen, og jeg er ofte mødtes ved den slags skakbegivenheder i forskellige hjørner af Kongeriget, og det er mit indtryk, at han finder det en smule morsomt og er blevet noget overrasket over, at jeg – på trods af, at jeg nærmest aldrig viser mig i klubben om torsdagen, alligevel må anses for en rimeligt aktiv skakspiller. Alene her i foråret og den kommende sommer er jeg tilmeldt DM i Svendborg, Kronborg Chess Open i Helsingør og Xtracon Chess Open, ligeledes i Helsingør. Og så er der ”selvfølgelig” også lige Skørping Grand Prix (hurtigskakturnering) på Terndrup Skole den 23. marts.
Og apropos… I mit seneste indlæg her på hjemmesiden, der handlede om Hjallerup Grand Prix d. 16. februar, nævnede jeg, at jeg op til turneringen havde trænet sammen med Jesper Dahl Hansen fra Aalborg Skakforening. Jesper og jeg mødtes første gang under Aalborg Byturnering i 2017, og lige siden har vi ofte – privat – spillet lyn- og hurtigskak mod hinanden. Det er altid vældig hyggeligt, og jeg tror godt, jeg kan påstå, at vi har det tilfælles, at vi begge er ”bidt af en gal skakspiller”, hvorfor vi altid kan finde tid til at dyrke vort pragtfulde spil, selvom vi hver især har en travl hverdag.
For nylig foreslog jeg så Jesper, at vi skulle spille en lille match mod hinanden. Ratet og alting. Hvilket Jesper straks var med på. Vi enedes om at spille bedst af fem partier og således, at alle fem runder gennemføres uanset resultaterne undervejs.
En match som den her omtalte er vist ikke særligt ofte forekommende i Danmark. Selvom der givetvis har været andre, kan jeg umiddelbart kun komme i tanker om Jens Enevoldsen – Bent Larsen i 1953, der endte uafgjort 3-3, og Bent Larsen – Eigil Pedersen året før, som sidstnævnte vandt 1½-2½. (Den på det tidspunkt 17-18 – årige Bent Larsen var endnu ikke helt den store mester, han udviklede sig til meget snart efter: i 1954 blev han IM og allerede i 1956 kunne han skrive GM på sit visitkort efter at være blevet topscorer på 1. bræt ved olympiaden i Moskva det år!) Fra nyere tid husker jeg tydeligt matchen: Bent Larsen – Curt Hansen i 1988, som Larsen vandt 3½-2½, og matchen på Valdemars Slot på Tåsinge mellem Garry Kasparov og Curt Hansen i 1990. Denne dyst var kun på 2 partier, og Kasparov vandt med 1½-½.
På trods af at vi hverken hedder Bent Larsen eller Curt Hansen eller andet fornemt; men bare er et par glade amatører, som må erkende, at der uheldigvis pga. arbejde og andre forpligtelser ikke er mulighed for at være med i alle de turneringer, vi har lyst til, kan vi jo alligevel sagtens iværksætte vores egen lille match og sørge for, at den finder sted, når vi har tid! Og nu er vi i gang! Vores formand, Arne Hove, har været så venlig at sørge for det praktiske med at oprette matchen på Dansk Skak Unions turneringssystem under navnet: Christian versus Jesper, og han har lavet rundekort med mere. Tusind tak, Arne! Efter fælles ønske afvikles samtlige partier hos mig i weekends her i marts måned, og 1. runde fandt sted i lørdags d. 2. marts. Jeg havde Sort og tabte desværre. Jesper spillede fint; det kan man desværre ikke påstå, at jeg gjorde! En skidt start; men som man siger: Et slag er tabt; men der er tid til at vinde et nyt! Det, satser jeg kraftigt på, vil ske, og det må meget gerne være allerede på næste lørdag, den 9. marts! 😊

Så er vores lille match i gang! 😊