Referent: Per Andreasen
I 5 runde af divisionsturneringen skulle vi møde vores gode gamle venner fra Viborg Skakklub. Behagelige skak kammerater og super gode spille lokaler osv. Ikke noget at sætte en finger på!
Vi havde afbud fra vores supermand Bjarne Hansen, men alligevel var vi svage favoritter i den match. Vi spiller ofte meget lige matcher mod Viborg, og det var også tilfældet denne gang hvor det blev 4-4. Var vi uheldige (?), nej tværtimod, vi kunne let have tabt den match med f.eks 5½ – 2½!
Jeg så kampen således, – og med de dårlige nyheder først. På 8. bræt blev vores reserve, Lars Jensen regulært udspillet af en aggressiv ung mand, Anders Andreasen fra Viborg. Lars spillede det alt for passivt og blev helt regulært løbet over ende.
Ikke meget bedre gik det for Jens Jørgen, der oven i købet havde de hvide brikker mod Claus Rossen. Det blev Grünfeld-indisk, og som jeg så det virkede det som om, at Rossen simpelthen forstod stillingen bedre end JJ, og sort vandt i fin stil. Meget sjældent at JJ taber med de hvide brikker.
Eddie spillede en kort, hidsig, men korrekt remis mod ikke uefne Jes Harholm, og det var et godt resultat med de sorte brikker.
Jeg satte mig til brættet mod meget stærke Allan Holst med 38,5 i feber, og så var jeg som sædvanlig kommet direkte fra arbejde denne morgen (I kan vel godt se og høre, at de dårlige undskyldninger står i kø), så jeg synes, at remis var et fint resultat for mig, også selv om jeg havde de hvide brikker.
Svend P. var dagens lyspunkt, idet han med de hvide brikker vandt en stensikker sejr over Søren Ejdum. Fra træk 10 af blev fordelen markant bedre undervejs, og sort blev helt rullet.
Jørgen Jørgensen spillede Leningrad forsvaret/angrebet i Hollandsk mod den kvindelige landsholdsspiller Esmat Guindy. Jørgen spillede åbningen glimrende og stod tilsyneladende godt, men i det begyndende midtspil kom der et par unøjagtige træk, og Esmat spillede virkelig stærkt. Omkring træk 20 så det ud som om, at hun næsten stod til gevinst, men så begyndte hun at kludre i det, tabte en kvalitet, og pludselig havde Jørgen styr på det igen. Gevinstføringen var ikke let, men Jørgen fandt nogle meget præcise træk og vandt heldigvis. Jeg bemærkede i efteranalysen Esmats rolige og værdige facon, trods tabet fra en virkelig god stilling, og jeg tænkte, at det var der virkelig noget mange, fra det såkaldt stærke køn, der kunne lære noget af!
Børge tabte desværre til Thomas Højbjerg. Børge kom til at stå passivt, men i slutspillet havde han fine chancer hvis han havde spillet aktivt, men Børge valgte det passive forsvar (meget ulig hvad vi plejer at se fra Børges side), og det passive forsvar tabte bare.
Bent Sørensen vandt med de sorte brikker over Peter Graves, men det kunne let være blevet det omvendte resultat, hvis ikke begge spillere var blevet grebet af ”gensidig blindhed”. Se blot følgende diagramstilling hvor sort er i trækket:
Sorts sidste træk var 17,-Te8 og hvid svarede 18.De1-d2 og vi har diagramstillingen som er en stilling i balance. Her trak Bent så 18,-Dg4?? om er en gigantisk fejl. Løberen på f3 skulle jo flyttes. Her vinder det enkle og oplagte 19. Lg3! øjeblikkeligt, Løberen på f3 går jo tabt. Man bemærker f.eks at 19,-Le2 strander på 20.Te1, – Tårnet på e8 er jo udækket. Hvid trak i stedet for 19.Kh1? og fik sig derefter et chok da Bent spillede 19,-Te2! Det ser fint ud og er smart, men hvid står stadig til gevinst, både med 20.gxf3+ og 20.Dc1. I den komplicerede stilling gik Viborg spilleren endnu engang forkert med 20.Dd3? og efter 20,-Txf2 21.Lg3,Le4! var alt pludselig på plads set fra vores side, og Bent vandt sikkert og sikrede dermed en heldig uafgjort i matchen, 4-4.
Vi er derfor stadig i akut nedrykningsfare, og i 6 og næstsidste runde skal vi møde det meget stærke hold fra Fredericia. Jeg tror at vores kamp i sidste runde mod Haderslev kommer til at afgøre, og det bliver dem eller os der rykker ned….